Aftalerne fra 1851-52

Aftalerne fra 1851-52 er normalt betegnelsen for en noteudveksling mellem Danmark, Østrig og Preussen efter treårskrigen 1848-50.

Ved treårskrigens militære afslutning  i 1850 stod Danmark som en form for sejrherre, men det var en sejrherre med to grundlæggende problemer. For det første var Hertugdømmet Holsten under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprørere. For det andet var den danske kongeslægt i fare for at uddø, da Frederik 7. ingen arvinger havde. Dette problem blev forstærket af, at der gjaldt forskellige arveregler i kongeriget Danmark og i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der kunne komme i spil når kongeslægten uddøde. De tyske magter stod altså tilbage som tabere i krigen men havde Holsten og arvefølgespørgsmålet som pant på, at Danmark heller ikke kunne betragte sig som vinder.

For at få løst problemerne med arvespørgsmålet og de tyske tropper i Holsten, måtte Danmark indledede forhandlinger med de to tyske stormagter Preussen og Østrig, som både skulle indvillige i, at tropperne skulle forlade Holsten, og i at anerkende en ny dansk tronarving til hele det danske rige. Forhandlingerne kom til at foregå som en noteudveksling de tre magter imellem, og det var i denne noteudveksling den danske regering skrev, at den ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, og at ingen af delene af det danske monarki skulle være de andre underordnede.

Brevvekslingerne mellem Østrig, Preussen og Danmark kan ikke direkte sammenlignes med en international traktat, og hvilket eventuelt retsgrundlag, de hvilede på, er det også svært at sige noget præcist om. Mens Danmark direkte skrev, at man ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, søgte man nemlig samtidig at fastholde fra dansk side, at dette tilsagn var givet af egen fri vilje, og at de tyske stater ikke havde ret til at blande sig i Slesvigs forhold. De tyske magter søgte samtidig at fremstille det som om, at de anerkendte Danmarks suverænitet, men trods dette anså tilsagnet vedrørende Slesvig for bindende. Den samlede noteudveksling fylder næsten 40 sider og er åben for mange fortolkningsmuligheder, hvilket også blev et af de store problemer senere hen. Det der imidlertid kan fastslås var:

  1. at den var et anliggende mellem Danmark, Østrig og Preussen og ikke berørte nogen af de øvrige stormagter.
  2. at Danmark direkte skrev til Preussen og Østrig, at man ikke ville inkorporere Slesvig i Kongeriget.

Aftalerne blev en vigtig forudsætning for at Preussen og Østrig gik med på at underskrive Londontraktaten i 1852, som sikrede arvefølgen i Danmark. Da Danmark vedtog Novemberforfatningen i 1863, som knyttede Slesvig og Danmark tættere sammen, var det aftalerne fra 1851-52, som Østrig og Preussen nu hævdede var brudt, og som de brugte som begrundelse for deres angreb på Slesvig.

Læs evt. mere om aftalerne, Londontraktaten og krigsudbruddet på danmarkshistorien.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: