Helstaten

Betegnelsen ‘helstaten’ dækker den danske statsdannelse, der opstod efter Napoleonskrigene i 1815 og varede til 1864. Den danske helstat omfattede kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Helstaten var reelt en personalunion, hvor de enkelte landområders tilhørsforhold blev afgjort af deres formelle tilknytning til den siddende konge. Helstatens befolkningstal var i 1860 lidt over 2,5 mio. indbyggere, hvoraf 61 % boede i kongeriget, 16 % i hertugdømmet Slesvig, 21 % i hertugdømmet Holsten og 2 % i hertugdømmet Lauenborg.

Den danske helstat var multinational, idet Holsten var tysksproget, og indbyggerne havde tysk identitet, ligesom befolkningen i den sydlige del af Slesvig overvejende var tysksprogede, mens de i den nordlige del (og i kongeriget Danmark) talte dansk og var dansksindede.

De såkaldte helstatsfolk, der ofte fandtes blandt de mere konservative politikere, mente i modsætning til Ejderpolitikkens tilhængere, at helstaten skulle bevares, og at hertugdømmerne Holsten og Lauenborg dermed ikke skulle udskilles fra kongeriget Danmark.

One comment

  1. hey

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: