Otto von Bismarck 1815-1898

Otto von Bismarck var preussisk ministerpræsident fra 1862-1873 og ministerpræsident for det nye samlede tyske rige fra 1871-1890. Bismarck regnes for en af det 19. århundredes største statsmænd og for chefarkitekten bag oprettelsen af det tyske kejserrige i 1871 under preussisk ledelse. Den tyske samling blev blandt andet muliggjort af krigene mod Danmark i 1864, mod Østrig i 1866 og mod Frankrig i 1870-71.

Bismarck blev født ind i den preussiske junkeradel i 1815 og bevarede livet igennem denne stands konservative grundindstilling til politik. Hans politiske karriere begyndte i 1847 som medlem af den nyligt oprettede preussiske landdag, hvor han stik imod tidens liberale strømninger åbent forsvarede den preussiske konges guddommelige ret til magten. Hans udgangspunkt var i høj grad preussisk, og han var modstander af de tyske samlingsbestræbelser omkring 1848, da han mente, at deres liberale udgangspunkt ikke ville tjene preussiske interesser.

Bismarck fortsatte sin politiske karriere gennem 1850‘erne, men efter et omslag i mere liberal retning i preussisk politik blev han i 1859 kørt ud på et sidespor, da han blev sendt til Rusland som gesandt. I Berlin trak det imidlertid op til forstærket krise mellem konservative og liberale kræfter. Da situationen tilspidsedes i 1862, lykkedes det den konservative krigsminister Albrecht von Roon at overtale kongen til at hjemkalde Bismarck og udnævne ham til ministerpræsident.

Efter udnævnelsen til ministerpræsident i Preussen satte Bismarck straks sin vilje igennem over for det liberalt dominerede parlament. Med støtte fra kongen gik han uden om parlamentet i en lang række sager og slog blandt andet ind på en oprustningspolitik, der skulle styrke Preussen militært. Hans grundholdning kom til udtryk i en berømt tale til parlamentets finansudvalg fra 1862, hvor han sagde, at Preussens grænser ikke var for snævre for en sund stat, og at tidens store spørgsmål ikke blev afgjort med taler og flertalsbeslutninger, men med “jern og blod”.

Krigen mod Danmark i 1864 havde flere funktioner for Bismarck. For det første ville en krig være den bedste måde at komme ud af den indenrigspolitiske krise i Preussen på. Ikke mindst når Preussen kunne ses som kæmpende mod et Danmark, der undertrykte tyske broderfolk. For det andet ville krigen give Preussen anledning til at vise Europa sin nye militære formåen, og for det tredje ville krigen kunne give Preussen territoriale og politiske gevinster. Det hele lykkedes til fulde. De indenrigspolitiske uenigheder trådte i baggrunden, og Preussen kunne efter en militært overbevisende sejr overtage Slesvig.

Efter krigen mod Danmark var næste opgave Østrig. Selvom Østrig havde kæmpet sammen med Preussen mod Danmark i 1864, var Østrig nu den vigtigste hindring for preussisk dominans over de tyske stater. Preussen slog Østrig i 1866 og kunne herefter samle hele Nordtyskland under preussisk ledelse. Efter endnu en sejr over Frankrig i 1870-71 kunne alle de tyske riger med undtagelse af Østrig samles i et samlet Tyskland under preussisk, og den nye tyske ministerpræsident Bismarcks, ledelse.

Proklamationen af det tyske kejserrige efter sejren over Frankrig i 1871. Selvom det er kejseren, der krones, er Bismarck i midten i hvid uniform billedets centrale skikkelse. Maleri fra 1885.

Fra 1871 stod Bismarck som politisk leder af det kontinentale Europas stærkeste magt, som han de følgende 20 år styrede hårdt, men også dygtigt og effektivt. Han afviste de fleste krav om demokratisering og liberalisering og slog hårdt ned på både den katolske kirke og den spirende arbejderbevægelse. Han indførte dog også mange reformer, blandt andet på det sociale område med sygeforsikringer og understøttelsesordninger. På den udenrigspolitiske scene lykkedes det Bismarck med stor diplomatisk dygtighed at stadfæste Tysklands førerposition i Europa, mens han samtidig undgik at kaste kontinentet ud i nye store krige.

“Lodsen går fra borde” er titlen på den berømte tegning fra 1890, som var det engelske blad Punchs kommentar til Bismarcks afgang. Det tyske statsskib skulle nu styres uden den erfarne lods. Resultatet var 1. verdenskrig 24 år senere.

I 1888 døde Wilhelm I, der havde været tysk kejser under hele Bismarcks regeringstid. Den nye unge kejser Wilhelm II var ikke tilfreds med Bismarcks forsigtige diplomati. Han ønskede en mere risikovillig udenrigspolitik, der blandt andet skulle udnytte Tysklands styrke til at sikre landet oversøiske kolonier, hvilket Bismarck aldrig havde været specielt interesseret i. I 1890 var uenighederne blevet for store, og Bismarck måtte træde tilbage. Han døde fem år senere i 1895.

One comment

  1. Anonym · · Svar

    hvem har skrevet denne artikel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: