Skandinavismen

Skandinavismen er normalt betegnelsen for en bevægelse fra midten af 1800-tallet, der så de nordiske eller skandinaviske landet som sammenbundet af en fælles historie og folkelig identitet. Bevægelsen havde sin storhedstid fra 1840-1864, og særligt i Danmark var der håb om, at en fælles nordisk front kunne modstå presset sydfra i den slesvig-holstenske konflikt. Der var stort personsammenfald mellem skandinavisterne og de nationalliberale, hvor Orla Lehmann og Carl Ploug var gennemgående figurer og dagbladet Fædrelandet det fælles talerør.

Under treårskrigen 1848-51 fik Danmark i 1848 hjælp fra Sverige-Norge, og i tiden frem til 1864 var der store forhåbninger til, at en eventuel fællesnordisk forsvarsalliance ville kunne undertegnes. Der var endog forslag om en egentlig nordisk union. Håbet om en nordisk alliance blev forstærket, efter at Karl 15. besteg den svensk-norske trone i 1859. Ud over at han var skandinavist, var der et tæt personligt venskab mellem Karl 15. og den danske konge Frederik 7., hvilket blev bekræftet ved flere besøg, hvor de to konger udstedte skåle til det nordiske broderskabs ære. I sidste ende kunne Karl 15. dog ikke levere den ønskede alliance, da idéen ikke var populær hos de skiftende svenske regeringer. Efter Danmarks nederlag i 1864 trådte de skandinavistiske tanker lidt i baggrunden i Danmark på grund af den manglende hjælp fra nord.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: