Under signaturen “En Stemme fra Sønderjylland” opsummerer Fædrelandet i dag Danmarks stilling efter de uspiselige engelske kompromisforslag, der har præget efteråret 1862: “Den ene af de venskabelige Magter har givet os det “venskabelige” Raad at sønderlemme Danmarks Rige og udslette det for bestandig af de selvstændige Staters Række, og de to andre have, om ikke ligefrem understøttet dette Raad, dog anbefalet det til vor omhyggelige Overveielse. Sandheden er altsaa den: Vi staae alene; skal vi hjælpes, maae vi hjælpe os selv.” Bladet nævner dog, at det kan være en fordel for Danmark, fordi man nu kender vilkårene og kan handle derefter, og der er nu kun én vej at gå: Nemlig at knytte kongeriget og Slesvig tættere sammen og så lade Holsten selv bestemme, hvor tæt en tilknytning det ønsker til dette system. Til dem, der mener, dette er en umulig vej at gå, spøger bladet retorisk: “Noget maa der gjøres; derom ere Alle enige. Hvilken Løsning har da Nogen hidtil foreslaaet, som ikke er umulig?”