Månedsoverblik oktober/november 1863: Krig kan måske undgås!


Frederik d. 7. er enig med sin regering i, at Danmark ikke bør trække Martskundgørelsen tilbage selvom Det Tyske Forbund kræver det.

Danmarks populære konge Frederik 7. er for tiden i Glücksborg, hvor han er sengeliggende med et mildt sygdomstilfælde. Han ventes dog snart rask nok til at returnere til København for at underskrive Novemberforfatningen.

Hele oktober og de første dage af november 1863 har været præget af grundlovsdebatten og forhandlingerne om en svensk-dansk forsvarstraktat.

Eksekutionstruslen fra Det Tyske Forbund har hængt over hovedet på de danske politikere, mens de i oktober 1863 har debatteret det nye forslag til en grundlov for Danmark og Slesvig. Presset går kort fortalt på, at trækker Danmark ikke den såkaldte Martskundgørelse tilbage, vil Det Tyske Forbund gå ind i Holsten og overtage administrationen af dette hertugdømme. Der er dog et vist håb for, at dette skridt kan undgås, da den danske indenrigsminister Orla Lehmann har åbnet for, at når den nye grundlov er vedtaget, kan Martskundgørelsen trækkes tilbage.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan de tyske stater vil reagere på en ny forfatning (Novemberforfatningen), der skaber en fælles konstitutionel overbygning for Danmark og Slesvig. Selvom Slesvig beholder sine egne institutioner, er der ingen tvivl om, at flere af de mellemstore tyske stater vil protestere. Mere vigtigt i denne sammenhæng er det dog, at de to tyske stormagter Østrig og Preussen ikke har givet indtryk af, at de vil protestere mod Novemberforfatningen, hvis den vedtages. Preussens ministerpræsident Bismarck har endog antydet, at Preussen kan acceptere en tættere sammenknytning af Danmark og Slesvig, hvis Danmark til gengæld formår at tilfredsstille Holsten fuldt ud i deres krav. Der er således alt mulig grund til at tro, at de tyske stormagter vil se med mildere øjne på Novemberforfatningen end de tyske mellemmagter og Det Tyske Forbund. Og i sidste ende er det kun Preussens og Østrigs holdning, der virkelig tæller.

Mens der således er grund til at håbe på, at Novemberforfatningen ikke vil bringe krigen nærmere (og måske endog forhindre den), står det mere usikkert til med den dansk-svenske forsvarstraktat. Rygterne har svirret frem og tilbage, og traktaten er ofte blevet erklæret så godt som underskrevet for derefter at blive sparket til hjørne igen. Der er uenighed i den svenske regering, men der er stadig håb for traktaten, efter at blandt andre Frankrig har erklæret sig positivt indstillet over for den. Underskrives traktaten i sin nuværende form, hvor Sverige lover Danmark støtte, hvis tyske tropper går ind i Slesvig, vil det være et meget vigtigt skridt, der vil vise Det Tyske Forbund, at en krig mod Danmark uundgåeligt vil sprede sig.

Den nærmeste fremtid

Kigger vi frem mod resten af november 1863 er der således grund til forsigtig optimisme. Den 9. november slutter 2. behandlingen af grundlovsforslaget, og det forventes, at det sendes direkte videre til 3. og sidste behandling, som kommer til at foregå midt på måneden. Her kræves dog 2/3 flertal, men regeringen arbejder aktivt for at sikre opbakningen, og det tyder p.t. på, at det vil lykkes for dem at få stemmerne hjem.

Når Rigsrådet har vedtaget Novemberforfatningen, mangler kun kongens underskrift. Frederik 7. opholder sig for tiden på sit slot i Glücksborg i Slesvig, hvor han i disse dage er ramt af sygdom og må holde sengen. Sygdommen er dog næppe alvorlig, og hans livlæge mener, han snart kan rejse tilbage til København.

Når Frederik 7. er rask og er vendt tilbage til København, er der ingen tvivl om, at han vil underskrive den nye grundlov, hvis Rigsrådet har vedtaget den. I så fald vil konge, regering og folk stå samlet bag den nye grundlov. Det vil sende et stærkt signal til udlandet og kan måske sikre, at den tysk-danske konflikt vedrørende Slesvig kan løses uden krig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: