26. dec. 1863: Christian 9. mødes med fremtrædende politikere på Amalienborg


Christian Albrecht Bluhme var som konservativ dansk politiker tilhænger af helstaten. Flere mente han lettere ville kunne opnå forståelse med de tyske stater, men Bluhme selv var uvilligt til at danne regering.

Christian Albrecht Bluhme er en af de centrale konservative skikkelser, men nægter vedvarende at ville overtage regeringsmagten. Efter dagens møde fortæller han dog Christian 9., at Monrad hører til blandt de mere moderate af De Nationalliberale.

Christian 9.s forsøg på at få genindkaldt Rigsrådet strandede før jul, men nu har kongen valgt det utraditionelle skridt at indkalde både ministrene og en lang række andre fremtrædende politikere til et ekstraordinært møde på Amalienborg.

Mødet forløber dog rodet, selvom Christian 9.s lille søn, prins Valdemar, tilbyder de tilstedeværende at slå kolbøtter for at få humøret op. Herefter forlader kongen forsamlingen for at give dem fred, og konseilspræsident Hall giver forsamlingen en redegørelse for ministeriets politik, som er at lade Novemberforfatningen træde i kraft den 1. januar som vedtaget og derefter lade udviklingen gå sin gang, mens man holder fast på, at Danmark ikke har brudt 1851-52-aftalerne og desuden er beskyttet af Londontraktaten. Da kongen senere forsøger at vende tilbage til lokalet, bliver han sendt væk igen, da flere af politikerne vil have lov til at drøfte sagerne uden hans tilstedeværelse.

På mødet er de fleste enige om, at regeringens politik bør fastholdes, men at det vil være godt med et nyt ministerium med personer, der ikke er belastede af det hidtidige forløb og bedre vil kunne forhandle med tyskerne. Der er dog ingen, der sætter navne på nogen, og kongen får ikke meget ud af sit indkaldte møde. Efter mødet rådfører kongen sig dog med de konservativt orienterede politikere Andræ og Bluhme, der begge var til stede ved mødet. De to nægter stadig begge at ville overtage regeringsansvaret, men de peger også på, at Halls kultusminister D.G. Monrad er blandt de mere moderate af De Nationalliberale, og at han ikke er enig med Hall om, at hele regeringen bør træde tilbage.

Kong Christian 9. skal mødes med Hall igen i morgen kl. 11.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: