
Dronning Victoria is not amused, når hun hører, at hendes udenrigsminister ønsker at true preuserne med krig
Den engelske udenrigsminister lord Russell forsøger sig stadig ihærdigt med en række forskellige mæglingsforslag og sender depecher rundt til højre og venstre. Blandt stormagternes ledere er han og hans chef, premierminister lord Palmerston, de mest sympatisk indstillede over for Danmark. Både Russell og Palmerston har overvejet, om man skal sætte engelsk militærmagt bag de engelske krav til Preussen og Østrig og true dem med krig, hvis de går ind i Slesvig. På et kabinetsmøde i dag bliver det imidlertid besluttet, at enhver antydning af, at England truer med krig, skal stryges fra depecherne til Berlin og Wien. Det er i høj grad dronning Victorias ønsker, der her kommer til udtryk og finder opbakning blandt flere af de øvrige ministre. Dronning Victorias afdøde mand var tysk, og dronningen viser igen og igen, at hun har stor forståelse for de tyske synspunkter, men meget begrænset forståelse for de danske. Den engelske regering er således splittet mellem en danskvenlig premierminister og udenrigsminister og så en tyskvenlig monark.
Også på andre områder går det dårligt for den engelske mægling, da Bismarck har meddelt, at den indrykning i Slesvig, der nu forhandles om mellem Preussen og Østrig, ikke kan udskydes.