Den dansk-svenske forsvarsalliance, som i efteråret 1863 syntes at være under opsejling, er endnu aldrig blevet endeligt indgået. Dette afholder dog ikke svenskerne fra at deltage i krigen. Således meldes der, ifølge den nationalliberale avis Fædrelandet, hver dag om svenske frivillige, der ankommer til fronten.
Fædrelandet bringer i dagens udgave en beretning om en 40-årig svensk håndværksmester, der for nyligt meldte sig. Adspurgt om sine motiver svarede han: ”jeg har reist flere Aar i Tydskland paa min Profession, og ærgret mig saaledes over alt det tydske Væsen, at jeg har den inderligste Lyst at slaae paa dem.” Da han blev mindet om risikoen for at blive skudt, erklærede han: ”ja, det veed jeg; men jeg haaber at faae i det mindste to Tydskere skudte først.”
Se, dette understreger da retfærdigheden i den danske kamp!