Fra Peter Laue Petersens beretning:
(…) om Aftenen Kl. 11 kom vi først til Korsør, efter at have sejlet i 15 Timer. Da vi var kommen i land, blev vi alle jagede ind i et stort Pakhus for at gaa med Toget om morgenen til Kjøbenhavn, hvor vi ankom hen paa Formiddagen.
Peter Laue Petersen var soldat under krigen i 1864 og skrev løbende dagbog om sine oplevelser. Hans beretninger om disse oplevelser bringer vi her på 1864live i stil med de øvrige dag-til-dag-opdateringer. Dagbogsoptegnelserne fra 1864 afskrev Peter Laue Petersen som 67-årig i 1908 i en beretning “til et minde om mig for mine Efterkommere”, og det er denne, der i citatform udgives på 1864live.

De to første sider af Peter Laue Petersens beretning. De første linjer lyder: “Hvad jeg undertegnede har oplevet i Krigen mellem Tyskland og Danmark 1864 afskreven efter en Dagbog, som jeg havde skrevet med Blyant hver dag i Krigen, nu Boelsaftægts-mand, til et minde om mig for mine Efterkommere.
Peter Laue Petersen
født i Sarup 1841 den
4 de September
Dagbogen faar jeg afskreven
1908 da er jeg 67 Aar gammel.”
De oprindelige dagbogsoptegnelser fra 1864 er gået tabt, men beretningen fra 1908, der oprindeligt er skrevet med gotisk håndskrift, findes i Lysabild Sognehistoriske Arkiv på Als. Peter Laue Petersen selv stammede fra Sarup på Als, var født den 4. september 1841 og døde i hjemmet i Sarup den 23. maj 1919.
Du kan læse mere om dagbogsberetningerne her.