18.-19. mar. 1864: Agnes Gads dagbog


16 Billede af Agnes Gad som ældreFra Agnes Gads dagbog 18. marts 1864:

Igaar Eftermiddags kjørte jeg med Fader, der vilde til Smidstrup, til Velling, og er ret saa glad over at have faaet séet min kjære Gine og hendes lille kjønne Dreng. Hun var jo vel svag, men saae dog ret flink ud, da hun kom op, og blev, troer jeg, rigtig glad ved at se mig igjen engang! Alle de Østrigere og Preussere, som havde sværmet om paa Landevejen der, og Inkvarteringen i Skjærup og Lille-Velling vare, da vi kjørte ud, netop rykkede bort, saa disse Steder og hele Egnen laa nok saa fredelig om os. Paa Hjemturen hørte vi rigtignok, at de skulde være komne tilbage, men saae Ingen. Jeg havde lagt den Plan, muligen at kunne hele Tiden ganske undgaa at sé Tydskerne og søgte at komme forbi Vellinggaard med bortvendt Ansigt. Den Illusion er jeg dog nu rigtignok ude af; dog derom imorgen; jeg er iaften ganske fortumlet og kan ikke samle Tankerne.

Fra Agnes Gads dagbog 19. marts 1864:

Det var igaar en dejlig frostklar Dag, og vi vaagnede ved at Solen skinnede ind i Sengen til os. Tante Jane og Sofie havde allerede Dagen før saa smaat talt om muligen at tage en lille Svip over til Gammelby, for at sé til Tante Lise, og fik nu en ubændig Lyst til dette Æventyr. Da det, i disse Dage at tage over Fjorden, jo meget let kan ansées for Spionering og Forbindelse med de Danske af Fjenden, var det rigtignok noget voveligt, ligesom man paa den anden Side let kunde blive anholdt af der liggende Tydske, – og jeg raadede af al Magt fra Turen. Men afsted vilde de og afsted kom de. Christen Laugesen hernede roede dem i det yndige Vejer over til Pakhuset. De vare dog endnu nogle Favne fra Land, da en Bonde ved Strandkanten med Raab og ængstelige Vink søgte at faa dem til at vende: “Væk, væk, her er Tydskere!” “Ih nej dog, er der mange?” brølede Christen Laugesen, idet han tog Aaren til sig. “Aa, ja, ja, der er en Mængde!” Er de lige herved?” “Nej, men de kan være her om 10 Minutter!” “Hvor er de da?” “Ved “Rusindsvoll”!” Aa, ved “Rusindsvoll”, saa vil vi endda sé det “nærer” an;” og nu roede Baaden i Land. Det var betænkelig nok; der var ganske vist Besætning paa Rosendvold, og Patrouller i Omegnen. Førstnævnte Sted opkastedes Skandser, og det var under Livsstraf forbudt Fiskerne at ro over Fjorden. Denne Befaling var ogsaa udsted til de ved Trælle-Næs, samt Vinding-Land boende Fiskere; men besynderlig nok endnu ikke til dem hernede ved Gauerslund Strand. Tante og Sofie betænkte dem noget og vilde netop vende hjem igjen med Baaden, da en Bonde fra Stauby idetsamme kom til. Denne forsikkrede, at der ingen Fjender vare i Nærheden af Gammelby og overtalte dem let til at fortsætte Æventyret. Dette løb ogsaa over al Forventning heldigt af. Familien i Gammelby blev naturligvis henrykte over det uventede Besøg. Desværre er Tante Lise meget syg. Men med Hensyn til de ydre Forhold vare de ved udmærket Mod. Tydskerne havde vel Terrainet besat til l Mil paa den anden Side af Horsens, og Rygterne om Østrigernes Hjemmarch have nok intet Andet betydet, end at Styrken trækker sig mere sammen om Fredericia; men fra alle Sider hæver sig højere det Rygte, at svenske Hjælpetropper ere i Tilmarch, samt at Napoleon er ifærd med at rykke ind i Rhinprovindserne,- og at det netop er derfor, at Fjenden nu skynder sig så meget ved Fredericia. Jeg er nu nærved at begynde at tro paa Svenskerne? løvrigt grasserede naturligvis derovre, som her, utallige Røverhistorier. Saaledes forsikkredes med Bestemthed, hvorledes en Bonde der fra Egnen, der var i Ægt i Horsens var bleven skændigt medhandlet af en østrigsk Underofficer, som tilsidst, da Bonden begyndte at tage til Gjenmæle, rendte sin Sabel ind i denne i fuldstændigt Raseri. Men i det samme foer en Officer, som havde séet det Hele, til og huggede uden videre Hovedet af Underofficeren. I Gammelby Præstegaard have de forresten Flygtninge i Besøg, nemlig Præstekonen fra Hedensted, Fru Wulf, og en Bondekone, som ikke længe kunde udholde at være paa dette frygteligt befærdede Sted. Igaar medens de vare der, drog den tydske Besætning paa Rosendvold forbi Gammelby ad Vejle til, ligesom andre Tropper nordfra trække igjennem Vejle.

Herhjemme havde Fader Konfirmander, og Dagen begyndte med den Ubehagelighed, at Konfirmandstuenøglen, som Pigen sidst havde havt, var sporløst forsvunden. Vi ledte og ledte! Endelig kom den i det syvende Øjeblik, og efter nogen Røg og Gjenvordighed fik jeg endelig Stuen varm, samt Pigerne, der skyllede en Storvadsk op og hængte Tøj ud, kogte Garn o.s.v. givet Kaffe, og satte mig lidt op ad Formiddagen i stille Ro til mit Sytøj. Men jeg havde kun faaet syet to Sting, da en Vogn med et grueligt Skrald rullede ind ad Porten og for Døren. Hjertet foer mig op i Halsen: Der var Soldater paa Sæderne og Soldater paa Bunden, Gevæhrer og Sabler stak op for og bag og ved Siderne! I et Nu vare de af Vognen og inde i Forstuen; jeg skyndte mig ud til dem, Fader kom ogsaa løbende. De plapprede op i Munden paa hverandre et frygteligt Kaudervælsk. Endelig forklarede En paa godt Tydsk, at vi skulde tage imod l Oberstlieutinant med Adjudant, med Tjenere, Heste og Ordonantser “gleich!” Jeg spurgte, om de vare Preussere? En frygtelig Grimasse og “Nein, Østreicher!” var Svaret. Jomfruen og Pigerne vare i Haven med Tøjet, jeg styrtede afsted efter Ild til Kakkelovhen i Salen, saa efter Lagner o.s.v., og det var netop kommet til at brænde, da Officiererne traadte ind. Naa, nu fik jeg dem da at sehele Gaden myldrede! Vi vare forresten ganske overordentlig heldigt stillede, idet vi foruden Officiererne kun fik 10 Mand. Disse maatte ikke engang have Senge, men kun Halm. Dog krævedes senere noget Sengetøj. Men vore Naboer i Byen havde henimod hundrede Mand hver, Kjersgaard 60. At vi alligevel fik uhyre travlt, falder af sig selv. Folkene vare sultne og havde saa godt som ingen Mad med. Der maatte straks koges kaffe og skjæres Mad. Idetsamme kom en Bonde fra Klattrup kjørende og bad Fader følge med for at berette en Syg. Saa vare Jomfru Hansen og jeg alene. Men det kunde jo lidet nytte, at tabe Kontenancen. Jeg passerede, med min sorte Hoveddug paa, rask væk for “die Frau” ,- og Gud ské Lov, det var meget nette Officierer, som holdt streng Orden. Intet maatte tages, men Alt skulde betales. Jeg blev saaledes pludselig Hødker og solgte rask væk for 4 Sk. Flesk, Brød, Ost el. Kartofler, ligesom det traf sig! Lieutinanten kom ned i Kjøkkenet (han var saa galant stedse at gaa udenom vore Dagligværelser) og bad i en meget høflig Tone, om det ikke var muligt, at jeg kunde hurtigt lave dem lidt Middagsmad, da de vare meget nødlidende: “Nichts omsonst, wir bezahlen Alles!” – Naturligvis skyndte vi os at faa Maden paa. En cevilklædt Tjener med et rigtig godmodigt Ansigt forestod Opvartningen og gik os tilhaande i Kjøkkenet. Men til al Uheld kunde han næsten ikke forstaa et tydsk Ord, men talte et aldeles makkebarisk Sprog, ligesom de fleste andre Menige. Gud veed, om det var kroatisk el. dalmatisk, el. hvad det var; rædsomt lød det! Dog bleve vi snart gode Venner med “den sorte Tjener”, som var langt behageligere end de andre mere indladende. Baade Oberstlieutinanten, en høj, mager Mand paa en 50 Aar med et ægte Kriger-Ansigt, og Orden paa Brystet, og Adjudanten, med det sorte krøllede Haar, havde et særdeles behageligt Ydre. Det var “das Køniglich-Kejserliche-achtzigste Infanteri-Regiment”, jeg troer 6. Division. Af de Menige interesserede mig mest en høj smuk Karl med kulsort Haar og aldeles olivenfarvet Hud, som ikke havde været her i en halv Time, før han havde fortalt Folkene, at han ingen Østriger var, men en Italiener. Deres Uniform var blaa Rukser med hvide Snorer nedad Benene, hvide Baistrøjer, og dito dito med en saa ubetydelig Snip bag, at de umulig kunne fortjene Navn af Kjole; paa de sidste karmoissinrøde Snorer paa Opslagene. Meget grimme, men rigelige lysegraa Kapper.

Skøndt jeg kom meget godt ud af det med vore Tydskere, var jeg dog lidt hed om Ørerne, inden jeg havde de Andre vel og uden Opsigt hjemme, – og disse bleve det ikke mindre, da Christen Laugesen, der efter Aftale afhentede dem om Eftermiddagen ved “Christen Fiskers”, fortalte at Gauerslund By var fuld af Østrigere, og ménte, vi havde “en halvandethundrede Stykker!” Dog jeg fik dem, Gud ské Tak, velbeholden hjem igjen!

Efter en urolig Dag fulgte en urolig Nat! Klokken 12 ½ vækkedes vi ved en stærk Banken paa Vinduerne; Sofie maatte op, og “den Sorte” raabte nu ind til hende: “Auf!” “Feuer!” “4 Uhr fort!” “Fleisch!” “Officiere!” Jomfruen og Pigerne maatte hurtigt op og sætte Suppen paa, hvortil de selv leverede Kjød; der var en Ramlen og Skramlen i Kjøkkenet, Raaben og Tumlen udenfor, saa det var umuligt at sove. Omtrent Klokken 5 lød Trompeten paa Gaden, og kort efter var igjen Alt stille hos os. Sove kunde vi dog naturligvis efter al den Hurlumhej ikke. Men lidt hen ad Morgenstunden gik Sofie og jeg ud i den friske Luft for at ryste Sviren af os. Vi dumpede ind paa Møllen og drak Formiddagskaffe med Møllerens. Her hørte vi, at de Tydske i svære Masser nu drage imod Fredericia. Vi hørte ogsaa følgende lille Historie: Dagen efter Vejle-Slaget kom to Personer ned til Møllen, der for Mølleren foregave at være en dansk Lieutinant(Skjerbek) og en Soldat af 20. Regiment, som ved Tavlov vare blevne afskaarne, slupne ind i et Hus og omklædte der. De havde paa Vejen igjennem Follerup mødt “Tavlov-Jensen”, som kjendte dem, og han havde givet dem Anvisning paa Børkop Møller, som En, der nok skulde hjælpe dem med, over Brejninge Færgested at naa til Fredericia. Møller Madsen fandt imidlertid denne Forklaring noget ufuldstændig og lod dem rent ud forstaa med, at han mistænkte dem for at være Spioner. Han vilde ikke give dem videre Oplysninger, sagde, at her egentlig intet rigtigt Færgested var, om end naturligvis ved Stranden nogle Fiskerbaade. Efter at have opholdt dem nogle Timer paa Møllen, gik de og fandt selv ned til Povl Bjerre(Rand) som efter Begjæring satte dem over til Bjerreherred. Men næste Dag fik Mølleren underhaanden den Hilsen fra en Mand han godt kjender i Fredericia, at den Officier, som Dagen før havde været hos ham, nu i Velbehold var kommet til Fredericia! Altsaa dog Sandhed!

Paa Børkop & Brøndsted Møller, saavelsom i Brejning har endnu ingen Indkvartering været. Men Stine Madsen hørte med Deltagelse, at vi igaar foruden Tydskerne havde faaet en extraordinær, idet “Kvik” midt i al Forstyrrelsen bragte et rædsomt lille bitte graat Utydske til Verden. Da vi gik hjem, saae Alt saa yndigt og fredeligt ud, at jeg var nær ved at synes, at hele Gaarsdagen havde været en Drøm.

Men Drøm er det desværre ikke! I Formiddags Klok. lidt over 10 begyndte Kanonernes hule Drøn at lade sig høre, og siden har det skudt voldsomt hele Dagen. Vi have gaaet udenfor paa Vejen og i Haven og hørt Skud i Skud, saa Kanonskud og saa Gevæhrsalver, og mener Fægtningen maa have været paa Fredericia søndre Marker. Flere Steder har man i Dagens Løb séet Ildebrand; blandt Andet menes, at en Gaard i Brædstrup er brændt? Man troer ogsaa at have seet flere Dampskibe i Lille-Belt og ved Trælde-Næs. Ligeledes store fjendtlige Kolonner bevæge sig ad Lillestrand til. Man venter imorgen, da det skal være Prinds Carl’s Fødselsdag, et Hovedangreb.I dette Øjeblik (Aften klok. 8) høres endnu enkelte Drøn. Et Rygte siger, at Vore skulle have drevet Fjenden tilbage til over Brædstrup (?). Ja, Gud give, man kunde høre noget Glædeligt! Men Krig er og bliver dog noget rædsomt! 0, alt det Blod, alle de Taarer og Suk; man kan neppe taale at høre den Skyden!

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: