5. apr. 1864: Agnes Gads dagbog: Tålmodigheden er opbrugt – Gaurslund præstegård nægter at udlevere mad og drikke uden betaling


Ved Gauerslund

Tålmodigheden ser ud til at være opbrugt. I hvert fald nægtede personalet på Gaurslund præstegård i dag at udlevere mad og drikke gratis. Også de tyske soldater er måske ved at finde situationen triviel – de yngste er i hvert fald begyndt at lave drengestreger.

Fra Agnes Gads dagbog 5. april 1864:

I Søndags Eftermiddag foreslog Kjersgaard Sofie at kjøre med ham til Pjedsted, og Fader kjørte med til Brøndsted. De ere dog nogenlunde raske i Pjedsted, – selv stakkels Sofie Keller var forholdsvis ret bra. Men i et forskrækkeligt, uafbrudt Roderi leve de, med en forfærdelig stærk Indkvartering. I Velling ere de Gudskélov nu frie for denne, og Gine har det ret godt, om end svag endnu.

Det var ret en Overraskelse, da Sofie i Pjedsted traf Broder Frits paa hans Spadseretur her hjem efter. I Tavlov ligger nu Ingen, og Fru Bildsøe er raskere. Igaar Eftermiddags kjørte saa Fader og jeg Frits til Herslev. Der ligge de midt i Vrøvlet, og Fru Schjerning er imellem nær ved at tabe Modet, – og Gud véed, det vilde ikke være saa underligt om hun qjorde det! Den stakkels, kjære Polly har i de sidste Dage slet ikke havt det godt; atter den slemme Trykken for Brystet og Nervøsitet. Det gjorde mig ret saa ondt at sé hende; og Humeuret duer nok kun lidt hos hende. Det er rigtignok ogsaa svært at holde det oppe under disse Forhold. Spadsere, om jo er Universalmidlet imod hendes Onde, kan hun næsten ikke, imellem al den Vrimmel fjendtlige Soldater; og paa Ro og Stilhed inden Døre er jo heller ikke at tænke hverken Nat el. Dag. Nu er Fruens Furage til Kreaturerne nok ogsaa opbrugt; det er isandhed fortvivlende, – især da man ingen Ende øjner paa den nuværende Tilstand. For Tiden ligger i Herslev Præstegaard en General-Feldt-Marchal med Stab, Tjenerskab og Ordonantser, i det Hele ml. 30 og 40 Personer og Heste. Disse anmeldtes en god Time efterat den forrige General var dragen bort derfra. De fleste Tjenere forstaa kun daarligt Tydsk; der er en lille Ungarer, der paa Alting kun svarer med et Grin og “Muschi Witschi!” til Polly’s store Fortvivlelse.

En Kongres skal træde sammen d. 12. April for at forhandle om den tydsk-danske Strid. Vi læste dette i et Wienerblad, som de havde faaet fat paa i Herslev. Dette tilføjer, at den Tid haabe Preusserne at have taget Dyppel og Als. (“At vente og haabe Gjør Mangen til Taabe” siger et godt gammelt Ordsprog, som jeg haaber vil finde sin Anvendelse her.) “Forbundet er opfordret til, med Danmark og Stormagterne, at deltage i denne Kongres. Sverig nævntes derimod ikke, men det maa dog utvivlsomt ogsaa tage Dél i den? Kongressen foretages uden Afbrydelse af Fjendtlighederne.

I Herslev Præstegaards Folkestue holdes Dag og Nat Vagtstue, og der indbringes daglig en hél Dél mistænkte Personer, baade Mænd, Koner og Piger, der som mulige Spioner skulle underkastes Forhør, og for en Dél føres sydpaa. Polly Brøndsted bliver stadig betragtet, ja endogsaa præsenteret, som Fru Schjernings Datter. Nærmere Forklaring er jo ogsaa temlig vidløftig for hver Gang. Medens de forleden allerbedst sadde og holdt, opdagede de pludseligt et Ansigt fladtrykt mod Ruden udefra Haven; det var nok En af Officererne der maatte tilfredstille sin Nysgjerrighed. Nogle af disse ere meget ungdommelige, for ikke at sige drengeagtige, saaledes fangede de forleden en Flok Ænder og satte op i Dueslaget midt i Gaarden, i Haven spille de Boldt med Urtepotterne o.s.v. Generalen er nok dog en meget net Mand.

Medens vi vare i Herslev havde de Andre herhjemme en temlig urolig Eftermiddag. Straks efterat vi vare kjørte, kom en Husar-Patrouille og fordrede paa en temlig uforskammet Maade Vogn og Heste, – hvilke ogsaa opkrævedes i alle andre Gaarde, ligesom i Andkjær og Børkop. Karlene maatte løbe og gjøre en Vogn istand. Derpaa fordrede den “Brandtvein u. Speck”. Det Første havde vi ikke, det Andet vilde Sofie nok sælge dem, men betale vilde de ikke, og efter noget Skænderi gallopperede de pludselig bort. Straks efter kom et Par Andre som vare meget høflige, – ja endogsaa sagde, at vores Vogn gjerne maatte blive hjemme, “da de nødigt vilde genere en gejstlig Mand”. Sofie gik nu, lidt lettere om Hjerte, ind og satte sig igjen til sit Arbejde. Idetsamme séer hun til sin store Forundring en Dame komme spadserende alene ind ad Porten. Da hun skulde se til, var det Frøken Dam fra Hvilsbjerggaard. Hun vilde søge lidt Trøst og Opmuntring i denne strenge Tid, og ogsaa gjerne tale med Fader om, at hun frygtede for at blive udsat for Ubehageligheder, fordi de havde solgt Fødemidler til Niels Nikolajsen, samt ved ham vekslet Breve med hendes Broder og Kjæreste, som jo ere Lieutinanter i den danske Armée.

Der er jo intet Andet ved Saadant at gjøre, end med sin gode Samvittighed at befale sig Gud i Vold, og intet andet Raad at give, end at sige Sandheden og forlade sig paa Ham! Hun var ellers meget rolig og fattet; – det er en særdeles vakker Pige! Medens hun var her og senere var her atter Patrouller, som paa en brutal og nærgaaende Maade fordrede Brændevin og Flesk, uden at ville betale. “Heraus damit:” “Ja, heraus mit dem Gelde!” svarede Sofie. Vi vide jo fra flere østrigske Officerer, at de ikke maa saaledes røve. Tilsidst foer de da ogsaa af. Vi have jo ellers givet dem at spise og ville ogsaa gjøre det, naar de blot ellers ville være lidt manérlige; men saadanne Grobianer som disse, giver man ikke med sin gode Vilje Noget! Men man er jo dog naturligvis noget bange for at gjøre dem vrede, og jeg forundrer mig virkelig over Sofie’s Dristighed.

Endelig mod Aften igaar naaede det Rygte os, at der igaar Nat har fundet et stærkt Sammenstød Sted imellem de Danske og de Tydske. Vore skulde have gjort 200 Fanger; og vist er det, at ikke faa Saarede kom igjennem Vejle i Løbet af Gaarsdagen. Men om Dagen ere vore Tropper skjulte, Gud maa vide hvor, for at de gaa tilsøes hver Morgen, kan jeg neppe tro? Tydskerne ere naturligvis meget forbittrede herover. Vi antage, at de igaar rekvirerede Vogne skulde befordre fjendtlige Tropper med Bagage derop efter? Hvilken forunderlig Tid! Ja, Gud føre den snart vel til Ende; denne Spænding er gruelig! (Endnu ere vi da ikke blandede i Niels Nicolaisens Sag!)

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: