8. apr. 1864: Preussen har sendt belejringseksperter til Dybbøl. Fra dansk side sender kongen i anledning af sin fødselsdag til gengæld en hilsen til de danske tropper. I mens forventer man i skanserne et snarligt preussisk stormangreb


Vi kunne i går meddele, at Dybbølstillingens modstandskraften dag for dag bliver svagere, og situationen er efterhånden ved at være kritisk. Fjenden samler samtidigt stadig mere artilleri ved fronten, og i dag er det så kommet frem, at Preussen har sendt belejrings- og artillerieksperter til Dybbøl. En generalløjtnant Gustav von Hindersin er ankommet fra Berlin for at påtage sig kommandoen over artilleri- og militæringeniøroperationerne for resten af belejringen. Desuden er en major Hendewerk fra det preussiske fæstningsartilleri blevet specialudsendt til stå for oprettelsen af nyt artilleri i den forreste preussiske linje.

Christian 9. (1818-1906), konge af Danmark fra 1863 til 1906. Han fik tilnavnet 'Europas svigerfar', idet fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner. (Foto fra ca. 1868)

Christian 9. (1818-1906), kan i dag fejre sin 46-årsfødelsesdag og sender i den anledning en hilsen til de hårdt trængte danske tropper. (Foto fra ca. 1868).

I forgårs erobrede preusserne de danske forposter på venstre fløj, og de har med det sammen påbegyndt anlæggelsen af en ny halvparallel foran skanserne. Ved daggry i morges har de danske skanser åbnet en voldsom ild på halvparallellen og de arbejdende preussiske tropper, resulterende i 4 dræbte og 7 sårede preussere. De preussiske batterier besvarer med det samme ilden, og bombardementet fortsætter indtil middag, hvor de danske kanoner på venstre fløj bliver bragt til tavshed. På højre fløjen fortsætter de danske kanoner til gengæld en energisk beskydning, men også de må til sidst give op som følge af heftig preussisk ild.

Dagens bombardement udretter igen betydelige skader på både skanserne og det danske artillerimateriel, hvor adskillige kanoner går tabt. På grund af at preusserne nu i flere dage har bombarderet stillingen kraftigt, forventer man fra dansk side et snarligt stormangreb. De danske soldater bliver i aften sat i alarmberedskab, ligesom artilleriet skal forblive ladt. I løbet af døgnet falder 3.694 granater over Dybbølstillingen, og tabene bliver på 16 dræbte og 68 sårede. Situationen er på ingen måde betryggende for den danske øverstkommanderende, general Gerlach, der dog sammen med sine troppe kan trøste sig med en meddelelse fra kong Christian 9., som i dag har sendt en hilsen i anledning af sin 46-årsfødselsdag. Heri giver han samtlige danske tropper ”Forsikkring om sin paaskjønnende Anerkjendelse af det ubøielige Mod og den ubetvingelige Standhaftighed, hvorpaa Armeen daglig afgiver glimrende Beviser”.

2 kommentarer

  1. Steen Stage · · Svar

    1864Live er glimrende. I dag får man for en gang skyld også tabsliste for “tydskerne”. Hvorfor ikke alle de andre gange, hvor der har været træfninger og bombardement? Det har i de seneste to måneder vel
    næppe været en ren walk over for prøjserne og østrigerne.

  2. Thomas Gudmundsen · · Svar

    Prins Kraft zu Hohenlohe Ingelfingen, Kong Wilhelms daværende generaladjudant, havde forinden der påpeget overfor prøjserkongen, at indtagelsen af Dybbøl Banke var af underordnet betydning, at det var vigtigere at besætte hele Jylland og at Dybbølstillingen ville falde af sig selv, ved at indtage Als fra søsiden. Kongen blev da lidenskabelig, slog i bordet, sagde at Dybbøls betydning var ham underordnet, men at det vigtigeste for ham var at vise hele verden, “dass die Preussischen Truppen noch imstande seien Festungen zu stürmen – Damit ganz Europa Respekt vor der Preussischen Armee habe, dazu brauchte er Düppel!” (Aus meinem Leben, bind 3 side 145).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: