8. maj 1864: Intet nyt fra fronterne på land. Dog er østrigske og preussiske skibe ankommet til den engelske kanal. Udfordres den danske overlegenhed til søs?


Danmark 1815-1864

Efter nederlaget ved Dybbøl har Danmark ikke længere nogen militær tilstedeværelse på Slesvigs fastland. Øen Als er nu det sidste danske fodfæste. I Jylland har 4. division trukket sig tilbage over Limfjorden, og Fredericia er blevet evakueret. Danmarks hovedopgave er nu at forsvare Als og Fyn, og her spiller den danske flåde en central rolle. Men måske kan østrigerne true danskerne til søs? De har i hvert fald sendt en flådeenhed mod Nordsøen.

Siden den preussiske storm på Dybbølstillingen, har der været forholdsvis stille rent militært langs fronterne. Preusserne har indtil videre stillet sig tilfreds med erobringen af den danske hovedstilling ved Dybbøl – hvilken også var Danmarks eneste tilbageværende fodfaste på Slesvigs fastland. Preusserne afventer tilsyneladende London-konferencens udfald og nøjes med at organisere og konsolidere sig langs Alssund. Lige på den anden side af det snævre sund slikker den slagne danske hær sine sår og er samtidigt i færd med opstille forsvaret af den nye danske hovedstilling på Als. Desuden har man rømmet Fredericia, så de danske styrkers hovedansvar er nu forsvaret af de to øer, Fyn og Als.

General Hegermanns 4. division står stadig i Jylland, men efter Dybbøls fald har man, truet af fremrykning af overlegne preussiske styrkes, trukket sig tilbage over Limfjorden til Mors, på nær et mindre brohoved ved Aarhus. Grundet den givne situation er Hegermanns planer om en offensiv aktion i øvrigt blevet lagt på hylden.

Til søs har den danske flåde ind til i går opretholdt en blokade af de tyske havne. Dette har været det eneste reelle pressionsmiddel, danskerne har haft over for tyskerne, og den har været muliggjort af den danske overlegenhed til søs. Efter de seneste dages politiske forhandlinger ved London-konferencen har Danmark imidlertid set sig nødsaget til at opgive blokaden for at få en våbenstilstandsaftale i hus.

Med hensyn til marinesituationen er to østrigske skruefregatter og nogle mindre preussiske skibe desuden ankommet til den engelske kanal. De østrigske fregatter er de først ankomne skibe fra en ny stærk østrigsk flådeenhed, som skal udfordre den danske dominans i Nordsøen. Denne østrigske flådeenhed blev reelt set oprettet og beordret til at sætte kursen mod Nordsøen allerede i starten af marts. Men skibene i Østrigs flåde er alle langt fra danske farvande, og det har taget tid at samle enheden. I alt skal østrigernes nye nordsøflåde bestå af 10 skibe: Et linjeskib, to panserfregatter, to skruefregatter, en skuekorvet, to hjuldampere og to kanonbåde. Indtil videre er det dog kun de to skruefregatter, der er ankommet til Den Engelske Kanal. Spørgsmålet er, om den danske flådeoverlegenhed nu vil blive truet? Vi følger denne nye udvikling til søs med spænding.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: