19. jun. 1864: Agnes Gads dagbog: Agnes beretter om de seneste par ugers hændelser


Ved Gauerslund

Agnes Gads tanker har været “bevæget af andre ting” end at skrive dagbog de seneste par uger. Her er dog en update af den seneste tids hændelser.

Fra Agnes Gads dagbog 19. juni 1864:

I lang Tid har min Dagbog hvilet; jeg har ikke kunnet samle Tankerne, som saa meget Andet har bevæget. En Dagstid efter Fru Jacobsen’s Begravelse tog jeg over til Pjedsted, hvor jeg haabede at blive hos mine kjære Venner nogle Dage. Men der kom snart Kontraordre hjemmefra, og jeg maatte hjem Dagen efter, for at modtage Brødrene og Fætter Chr. Kornerup, som kom hertil et Par Dage. Den ene Dag, jeg var hjemmefra havde dog medført en hel uventet Sorg, nemlig vor stakkels yndige lille Freja’s Død. Den fik Galdefeber og døde. Om Søndagen var Frits hjemme og vi Børn vare da Alle samlede, – ligesom det var første Gang Pram og Elisa saaes. Vi holdt hél Højtid i den Anledning, tømte tre Flasker Vin, trakterede héle Gaardens Udenoms-Besætning af baade Danske og Tydske med Kaffe, og kjørte en rar lille Tur tilsidst Allesammen i to Vogne (Sofie kudskede i den lille røde for Frits og Elisa). Pram vilde ned til Klægsbøl for at sé lidt til sine Sager, og derfra en Tur i Følgeskab med Fætter Christian til Schweitz. Faders Vogn – el. rettere hans egen skulde kjøre dem til Klægsbøl og derfra vende tilbage inden Vaabenhvil ns Udløb. Denne Lejlighed var alt for fristende, til at vi kunde modstaa den, og det blev hurtigt bestemt, at Sofie og jeg fulgte med til Haderslev de tre Dage. Mandag Morgen kjørte vi herfra og kom igjen Fredag Eftermiddag. I Kolding traf vi Bendten(Bendtsen?) meget syg, og hun er nok daarlig endnu; sandsynligvis er det et lille Anfald af gastrisk Feber. I Haderslev hos vor kjære Familie traf vi derimod Alt rigtig fornøjeligt. De leve i landlig Ro og uden næsten at mærke til Krig el. hvad den medfører. Selv mange af vore Hjertesorger i denne for Danmark bittre Tid, ere Huss’es efter deres besynderlig modererede Anskuelser frie for, – dog var dette Grund til lidt Disharmoni imellem os, da vi ikke kunne være tolerante indtil Ligegyldighed. Det slesvig-holstenske Flag, som vajede paa de offentlige Bygninger og fra flere private Boliger, saa pralende og langt, at det næsten slog En i Ansigtet naar man passerede Gaderne, irriterede os ligesom al den tydske Snakken og de triumferende Ansigter paa Gaden, den uforskammede, løgnagtige Avis o.s.v., o.s.v. Mageløs morsomt og yndigt var det, saa glad Emilie blev ved at se os, og saa gjæstfrit hun modtog os. Til 1. juni overtog hun selv Husets Styrelse, og vi vare hendes første Gjæster! Pram og Christian toge dog allerede samme Aften videre. Det var rare velsignede Dage, som altid, i Haderslev, ret lidt Solskin i denne mørke Tid! Johannsen fra Djernæs var saa mageløs forekommende at sende sin Vogn efter os om Onsdagen (ja, han kudskede endogsaa selv) og atter kjøre os tilbage om Aftenen. Ja, det var nu meget forekommende, og det var ogsaa en Glæde at besøge Marie, sé hendes to nydelige Smaapiger, – men, men! – Nej, ret tilpas vare vi dog dennegang ikke der. Johannsen er en ivrig Agitator for Oprørspartiet, havde netop været en Rejse “i Tydskland” (sandsynligvis som Afsending til Kongen af Preussen) o.s. v. Nej, nejl! Det er bedst at holde sig lidt i Afstand i denne Tid, – ellers kunde Venskabet paa begge Sider maaské let slaa om! Johannsen selv var dog saa galant slet ikke at berøre Poletikken; men vor gl. aabenhjertige Marie havde ondt ved at dy’e sig, og lod til at være forfærdelig bitter imod det Danske. Anna Dorph var med sin Mand og sit Barn paa Landet de første to Dage. Men Torsdag vare vi sammen; det var en velsignet Dag! Hendes lille Niels Vinding er en rigtig smuk og rask Dreng med store trofaste blaa øjne og sin Moders blide Kinder. Gud bevare dem for hinanden! Gudskélov, Anna er da rigtig bunddansk; vi trak Vejret dobbelt frit i hendes Selskab! Ak ja, hvad skal det dog blive til med Danmark! De forhandle og forhandle derovre paa Konferrencen. Tydskerne tage Munden fuldere og fuldere; Ingen gjør Mine til at hjælpe os! Er der da slet ingen Retfærdighed i denne Verden?

Paa Hjemrejsen gjennem Kolding hørte vi Bekræftigelse paa, at Vaabenhvilen var forlænget til d. 25. Der havde først gaaet en hel Mængde foruroligende Rygter om, at Tydskerne vilde bryde Vaabenhvilen to Dage før d. 12., paa Grund af ubestemte Udtryk i Overénskomsten, og vi vare halv benauede over Hjemturen over Grændsen. Men der var da ikke en Hæld i Vejen! I Slesvig er alt Dansk med megen Flid udslettet. Milepælene bære tydsk Indskrivt lige til Vognsyld. Hvert et Led ved Landevejen, hver en Vejviser er smurt over med de preussiske Farver “sort & hvidt”. “Kurant” er overalt indført, ligesom naturligvis alle Indberetninger, Bøger og Dokumenter affattes paa Tydsk ligetil Kongeaaen; skøndt beviisligt Nord- og Mellem-Slesvig’s Befolkning ikke forstaa det fremmede Sprog. Men: det er ligefuldt kun for Retfærdighed’s Skyld. Det er jo naturligvis ogsaa Retfærdighed, at det danske Flag og de danske Farver ikke maa vises af den tro Befolkning, medens Wuhlerne gjerne maa pryde deres Huse og dem selv med de tre Oprørsfarver, – at Kongens Vaaben overalt med Haan brydes ned o.s.v. – Ja, det er virkelig svært ikke at bede Gud om Hevn.

Den Dag vi kom til Haderslev var der netop “eine grosse Landesversammlung”, som det hed sig fra “Nordslesvig”; hvilket dog ikke forhindrede at Holstenere, Syd og Mellemslesvige ogsaa taltes der i svære Masser. Der var saaledes fra Klægbøl By alene 6 Vogne fulde af Bønder. Trods alle disse Anstrængelser var Antallet af de Tilstedeværende kun højst en 2000. Haderslev nye Løgn-Avis, som redigeres af Dr. Jansen, angav rigtignok Dagen efter: “6000”; – men mindre end 3 Gange saa Mange, kunde man jo heller ikke godt angive det til, efter hans og Konsorters Maalestok. Disse “Nordslesvigere” toge da den vise Beslutning at ville blive “ewig ungedéelt!” med det dyrebare Holstén, da de jo e1lers truedes med at blive fordanskede, bankes til at tale “Kjøbenhavnsk” o.s.v. Ja, man maa isandhed forundre sig over et saadant Væv, – ret, som de kunde tale Andet end Dansk! Den egentlige nordslesvigske Befolkning er naturligvis ogsaa meget forbittret over disse Anstalter, Adresser o.s.v., som de faa Navn og Skyld for. Men paa den anden Side agiteres der jo i al denne Tid grueligt iblandt dem; og det maa vist forekomme de svagere Karakterer iblandt dem, som om “de Tydske” dog have noge n Ret, siden de raabe saa højt, – og at Forbindelsen el. Indkorperationen i Danmark maa være noget meget Slemt, siden man jamrer saa rædsomt derved. En Tid som denne, maa absolut overordentlig demoralisere Folket her. Gud give os dog snart bedre Tider!

Vestmagterne have jo foreslaaet Holsténs og det sydligste Slesvigs – indtil Slien og Dannevirke – Afstaaelse. Dette skulde da danne en selvstændig Stat, – enten med Personal-Union med Danmark, el. med en egen Hertug. Det øvrige Slesvig indkorpereres i Kongeriget. Danmark har séet sig nødt til at give sit Samtykke hertil; men det er ikke Nok endnu for vore rovbegjærlige Fjender. De fordre mindst det halve Slesvig, Krigsomkostningerne betalt o.s.v., o.s.v. Det Værste er, at det næsten lader til, at Rusland spiller under Dæk med dem!

Siden Hjemkomsten fra den lille Rejse har jeg været hél daarlig, og det er først nu, at jeg begynder at føle mig som rigtigt Menneske igjen. Derfor havde jeg ogsaa kun lidt godt af alle de kjære Mennesker som kom her paa min Fødselsdag. Ligeledes har jeg ikke mærket stort til, at vi til Jf. Hansen’s og Trine’s store Henrykkelse, har skiftet Indkvartering. Glæden herved skriver sig just ikke fra, at vore forrige Officere vare saa uelskværdige, om end vor rare Oberlieutinant Baron v. Pittel, som stod højest anskreven i vor Gunst, allerede forlod os for fjorten Dage siden, efter at der havde staaet en Bataille imellem ham og den skrappe Hauptmann ( jeg hørte herop en Aften efterat jeg var iseng, hvorledes de skjændtes; det var hel uhyggeligt!) og flyttede ned paa Møllen, hvorfra saa deres Lieutinant kom herop. Vi kom i det Hele godt ud af det med dem Alle. Men der var en grændseløs Ulejlighed og Opvartning med dem. Navnlig var det en uhyre Plage, at de førte Bager med dem, som foranstaltede storartet Dampbageri ude i Kjøkkenet. Han bagede til hele Bataillonen’s Officerer Vienerbrød i vor lille Stegeovn. Denne gjordes gloende; derpaa sloges en Spand koldt Vand ind i den, og Brødet sattes hurtigt ind for at bages ved denne Damp. For at vedligeholde Heden maatte fyres mere og mere, medens Vandet sloges ind og Strimmevis løb hen ad Kjøkkengulvet. Disse Bagninger fandt Sted en 3 – 4 Gange om Ugen, undertiden bagede de fra om Morgenen Klok. 3 af, undertiden fra Middag til over Sengetid om Aftenen. De tumlede og grissede til noget ganske Forskrækkeligt! Det Værste ved det Hele var, at ikke alene vi havde 2 Bagere, som gik og tumlede dermed; men det halve Kompagni bestod af Aagersvende fra Wien og Omegn. Og naar nu Brødet begyndte at bages, strømmede Feldtvagten ind og Andre, som laa i Gaardene heromkring el. kom for “at stille”. Kjøkkenet var aldeles propfuldt af Soldater, som sluddrede og hujede! De skulde Alle “besé” Brødet og “smage” det. Resultatet var, at de aad de første 3-4 Plader fulde i en Haandevending; medens vi neppe kunde skubbe os frem imellem dem. Det var ganske overordentlig uhehageligt! Og naturligvis, naar et Sæt gik ud, kom der et andet! Officererne vare ofte saa forekommende at sende en Portion “Horn” el. en Søsterkage ind til os. Men det vilde ej ret smage os, efterat vi vare trængte ind i Mysterierne ved Tilberedelsen. Paa min Fødselsdag forlode de os: Baron v. Schierf(?), Lieutinanten, de to Overjægere, Kokken, Bageren og de tre Tjenere, med samt Bagagevogner og Hestene. De tvende Magatendere derimod med Enspændervognen, som have opslaaet deres Bopæl ude i Træhuset og med stor Skrivt sat over Døren “Præstegaardskro”, beholdt vi. Vor gamle Indkvartering drog til Gaarslev, og vi fik istedet det Kompagnie, der havde ligget. Vi have nu l Hauptmann med 2 store Hunde, en ivrig Jæger, der i Gaarslev Skov skal have skudt 7 Ræve, og her allerede har skudt nogle Agerhøns og l Ræv, og fanget l Ræve unge, som staaer bundet i en Jernkjæde ovre i det brune Gjæstekammer hos Tjenerne. Saa have vi l Lieutnant, samt daglig 2 fremmede Officerer til Middag; en fin Overjæger, der nok egentlig er Student og lever i Haabet om snart at blive Officeer; samt Kok og 2 Tjenere. Men det er jævne Folk Allesammen og gjøre kun faa Fordringer. Vore forrige Officerer skulde daglig have 3 Retter Middagsmad, undertiden 4. Disse spise derimod af Gryde med Overjægeren og Tjenerne oggjøre meget lidt Ulejlighed. De skaffe dem selv Kryderier, Smør og deslige, og vi have i det Hele grumme lidt at gjøre med dem; hvilket unægtelig er langt det Behageligste. Vi skiltes forresten som “Perlevenner” fra vor gl. Indkvartering; der er saamænd idag en hél Dél af dem dernede i Folkestuen paa Vesit!

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: