16. juli 1864: Officielt – Den danske regering er gået af! Bluhme er ny konseilspræsident, og man har fra dansk side sendt en anmodning om våbenstilstand til Preussen og Østrig


Rygterne har længe svirret, og det har faktisk også været officielt siden i lørdags – Danmark har fået ny regering. Grundet den tumult riget befinder sig i for tiden, kan vi beklageligvis først nu meddele, at D.G. Monrads regering den 8. juli har varslet sin afgang, efter kong Christian 9. formelt anmodede om det. Et nyt konservativt ministerium under C.A. Bluhme er blevet udnævnt den 11. juli, og allerede dagen efter har Bluhme sendt en anmodning til Preussen og Østrig om våbenstilstand med henblik på fred.

Fotografi af C.A. Bluhme fra 1860'erne.

C.A. Bluhme er udnævnt til konseilspræsident og skal lede en ny konservativ dansk regering, efter kongen den 8. juli bad ministeriet Monrad om at tage sin afsked. Bluhme er gammel og fysisk svag, men ikke desto mindre skal han nu bære ansvaret for Danmarks politiske kurs, i en meget svær situation hvor landet reelt har tabt krigen til Preussen-Østrig. Derfor har Bluhme som det første også anmodet om en våbenstilstand. Fotografi af C.A. Bluhme fra 1860’erne.

Tabet af Als har ikke bare været et stort militært nederlag. Det har også udgjort det sidste søm i kisten for Monrads nationalliberale regering. Nederlaget på Als har taget hårdt på Monrad, men han har ikke desto mindre kastet sig ud i nogle desperate politiske aktioner i sin sidste tid som regeringsleder. Den 6. juli fik Danmark et definitivt afslag fra Storbritannien om militærhjælp. Samme dag har Monrad på et statsmøde argumentet for, at Danmark i stedet skulle henvende sig til Frankrig og Napoleon den 3. for at få ham til at mægle i nye fredsforhandlinger. Monrad har tilsyneladende sat sin lid til, at den franske kejser ville være tro mod nationalitetsprincippet og dermed være villig til at tildele Danmark en del af Slesvig. Det franske svar har dog ikke overraskende været afvisende med en understregning af, at Danmark må forvente at miste Slesvig i en fredsaftale.

Den 7. juli har Monrad foretaget en sidste desperat handling som konseilspræsident. Her har han, gennem den svenske gesandt Björnstjerna, forsøgt at true Sverige til at føre skandinavisk politik og dermed støtte Danmark militært. Truslen lyder på, at hvis stormagterne kræver hele Slesvig, så er Danmark nødt til at følge hertugdømmet ind i Det Tyske Forbund. Der er endnu ikke kommet noget officielt svar fra Sverige, men det er på ingen måde sandsynligt, at svenskerne vil komme Danmark til hjælp på dette tidspunkt.

Den 8. juli er skæbnen for Monrads ministerium imidlertid beseglet, da det efter en afstemning i det britiske parlament står klart, at den siddende britiske regering bliver ved magten, og den ønsker som nævnt ikke længere at hjælpe Danmark. Danmark står altså stadigvæk – og nu i endnu mere udtalt grad – alene på den internationale politiske scene. Da Monrad møder op i Statsrådet samme dag, venter der ham en fyreseddel. Til sin indenrigsminister, Carlsen, brøler Monrad: ”Min konge har forrådt mig!”. Monrad besinder sig dog hurtigt, og over for kongen takker han pænt af på ministeriets vegne.

Det har taget tre dage for kongen at få den nye regering på plads. Den oprindelig kandidat til posten som konseilspræsident har egentlig været den konservative Carl Moltke, men han er nedbrudt både legemligt og mentalt. Det naturlige alternativ er derfor C.A. Bluhme, der var konservativ konseilspræsident fra 1852-53, men som ligeledes er gammel og syg. Bluhme indvilger kun modstræbende i at danne regering, men hermed har Danmark nu fået en konservativ og helstatsvenlig regering. Dagen efter sin indtrædelse har ministeriet Bluhme som sin første betydelige gerning anmodet Preussen og Østrig om en våbenstilstand, hvilket vil sige en varig nedlæggelse af våbnene, med henblik på fred.

Fra dansk side håber man nu på – og mange tror på – at den nyudnævnte konservative regering kan skaffe Danmark en bedre fred end de nationalliberale. Kong Christian 9. håber givetvis på, at man med den nye regering kan vinde Tyskland for en løsning, som bygger på en personalunion mellem Danmark og et samlet Slesvig-Holsten. Uofficielt er kongen endda villig til at lade Danmark indtræde i Det Tyske Forbund for at opnå disse fredsbetingelser. Kongen såvel som flere helstatstilhængere lider imidlertid af den illusion, at Preussen og Bismarck ikke har tænkt sig at erobre hertugdømmerne. Desuden har Londonkonferencen allerede vist, at en tilbagevenden til den danske helstat ikke er en mulig løsning på den dansk-tyske konflikt.

Accepterer Østrig og Preussen den danske anmodning om våbenstilstand, så skal våbnene tie og diplomatiet får endnu en chance for at tale. Men den danske position er nu væsentligt svagere end ved Londonkonferencen. Danmark har ikke et eneste godt kort på hånden og heller ingen støtter blandt stormagterne. Det ser sort ud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: