18. jul. 1864: Agnes Gads dagbog: Tyskerne tager 28 heste i Børkop sogn – lige inden høsten!


Ved Gauerslund

Tyskerne synes at ville malke det sidste ud af den jyske civilbefolkning inden den forventede fredsslutning. I dag har de taget 28 heste fra bønderne i Børkop sogn. Det er et umådeligt tab her lige inden høsten!

Fra Agnes Gads dagbog 18. juli 1684:

Igaar Formiddags ankom en Ordonnants omtrent Klok. 10½, og straks efter traadte Hauptmannen ind for at bede Tante Jane forklare for Søren Koed den Ordre han havde at give: Præcis Klok. 12 skulde her i Præstegaarden indfinde sig Bønderne med alle deres Heste over 1 Aar, og skulde Søren Koed og Sognefogederne med deres Liv og Ejendom indestaa for, at ingen Hest udeblev. Sognefogederne gjorde Indsigelse baade herimod, da de jo umulig kunde kjende alle de Heste her var i Sognet og følgelig ikke kunde svare for, om de alle vare tilstede el. ej. Dernæst indvendte de, at den opgivne Frist var for kort, og at det vilde være umuligt for de langt borte Boende at ankomme her til den Tid. Men Snak hjalp ikke! Hver af dem, det vil sige Søren Koed og Hans Ravn, fik en Vagt af 3 Mand i Hælene, og gik for at udføre Befalingen. (Sognefoged Peder Nielsen bestiller som sædvanlig Ingenting, men lader Søren Koed have Ulejligheden; at Denne og Bønderne finder dem heri er ubegribeligt).

Klok. 12 ankom et Par Kavallari-Officere og begyndt med at syne denne Bye’s Heste, som naturligvis vare de første paa Pletten. Heri Byen tog han 8, – deriblandt vores éne dejlige lysebrune Kjørehest (Mage til den er heldigvis syg) og, hvad der gik os Alle endnu nærmere til Hjerte, vores kjære gode røde Enspænderhest! Jeg var nærved at græde, da jeg saa de slemme Tydskere trække af med den. Straks efter traadte Rittmestren ind og bad mig forklare Sognefogederne, at der for hver Hest vilde blive at udstede 2 ligelydende Attester, den éne undertegnet af Rittmester Slamberg, den anden af Sognefogden, hvorpaa Hestens Farve, Alder og “den forrige Ejer’s” Navn optegnes. Disse Beviser byttes da, saa Enhver faaer et. Det er drøjt nok at holde Kontenancen til Saadant; dog maatte jeg undertrykke et Smil; thi det Komiske i, med saa ugenert Lethed at tilegne sig Andres Gods, slog mig. Man er Gudskelov ej vant til Sligt i vort Land!

Vor rare Hauptmann skal ogsaa vare meget ærgerlig over denne Ordre og have kaldt det “eine Schandtthat”. Ligeledes laa han nok et godt Ord ind for Faders Ridehest, som nær ogsaa var bleven taget. I det Hele toges her i Sognet (foruden Brøndsted, hvorfra Hestene vare tilsagte at møde i Follerup) 28 Heste. To Mænd i Andkjær mistede hver 3. Det er ingen Spøg nu lige før Høsten! Saalidt som for Andre at miste deres eneste Hest. Pastor Jacobsen i Pjedsted maatte igaar gaa til sit Anneks for at prædike, da den éne af hans 2 eneste Heste var taget. Da Fader kom hjem fra Vindinge var Synet netop begyndt. Gaarden var fuld af Soldater, springske Heste, fortvivlede Bønder og pyntede officere. Han maatte næsten trænge sig ud af Porten, da han gik til Gauerslund Kirke. Der traf han ogsaa naturligvis kun nogle enkelte, adspredte Tilhørere; vi Andre holdt Søndag paa en egen Maade. Her var en ubeskrivelig Larm og Uro i Gaarden. Nogle Heste bleve kasserede og udviste, straks efter opbragte af de overalt patroullerende Østrigere og førte hertil, atter udviste o.s.v. En Hest var først bleven udvist, men blev anden Gang tagen. Hu, det var en fæl Dag, som vi ej glemme i Hast.

Endnu Klok. 2 var man midt i Roderiet; alligevel besluttede Jf. Hansen og jeg os til at kjøre – efter vor Plan – over til Herslev at hente Sofie og Elisa, som gik derover i Lørdags Morges. En Hovedgrund var ogsaa virkelig vor Ængstelse for, hvorledes vi skulde faa dem vel hjem i al den herskende Uro. Vi fik da et Bevis for, at vi kjørte med “ubrugelige Heste!” og kom vel frem. I Herslev havde Østrigerne været om Natten og taget Heste ud af Staldene, flere Steder uden at Ejerne havde mærket det, før de raabte ind ad Vinduerne til dem, at nu red de med Hestene! Aa, havde vi bare igaar Morges kjørt over til Herslev med vor rare røde Enspænderhest, saa var den dog vist bleven frelst! Fru Schjerning’s Heste laa i Ægt i Viuf; deres Skjæbne kjendes endnu ikke. De Ægtvogne som iforgaars bragte Leverencer til Kolding og Fredericia ere endnu ikke hjemkomne; Byerne vare nok spærrede igaar.

O, dette er en gruelig Tid; naar skal den faa Ende – og hvilken Ende efter alle disse Offre? Hvad er egentlig Kongens Hensigt? Gud vil dømme engang! Han udfrie os og vort elskede Fædreland, udfrie os snart!

Man siger nu, at Vaabenstilstanden ej vil komme istand?

Prindsen af Hohenlohe har udstedt en Befaling, ifølge hvilken Skatter og andre Afgivter ville blive at erlægge maanedsvis, istedetfor som hidtil, hvert Halvaar. Første Indbetaling vil ské til l. August, og beregnes fra d. 26. Juni af.

I Slesvig skulle samtlige Embedsmænd have faaet Befaling til at underskrive en Erklæring om, at de ansé Hertugdømmerne for stedse skilte fra Danmark! Naturligvis nægte de Fleste dette, og blive derfor i Masse afskedigede.

I Herslev have de Gudskelov ingen Indkvartering, derimod i Follerup en gruelig Mængde. På Follerupgaard ligger en hél Eskvadron Kavallari og i de to andre Gaarde hver et Batteri med Besætning. Tydskerne slaa Folkenes Kløver og græsse af; det séer ret ynkeligt ud!

Vores lille “grønne” Vogn bliver da aldeles opslidt i denne Tid; den staaer aldrig en halv Dag. Den kjører ikke alene med vor egen Hauptmann, men med alle de 2 Kompagnier’s Officerer, som ligger heri Byen. De spørge aldrig om Forlov; men naar vi sidde i Stuen, sé vi den blive trukken ud e.: ind, ligesom det konvenerer dem! Der sidde aldrig mere end 2 Officerer paa éen Vogn, selvom der er 3 Sæder. Ville Flere her ud samtidig, trækkes ogsaa Prams Vogn ud ligesaa ugenert. Idag er vor Vogn i Kolding med Hauptmannen, der ligger hos Markus; imorgen skal den igjen ud til Kolding med en Overlæge, som ligger hos Hans Andersen. Naturligvis have disse rige Bønder selv brillante Vogne; men uheldigvis have Tydskerne nu engang faaet Smag for det magelige Sæde i vor. En af dem fortalte os forleden, at det var mageløs moderat, at de nøjedes med denne; thi de havde Ret til at fordre Kalechevogne. Man maa lé dem op i Ansigtet ved saadan Tale! De kunde jo forlange Kalecher saa meget de ville; men hertillands vokse slige Frugter ikke paa Træer og der er uheldigvis ikke en eneste Kaleche i hele Pastoratet. Mageløs taknemmelig var jeg rigtignok dog igaar, over at den fæle Adjudant var borte herfra. Skulde man foruden Røveriet have taalt personlige Krænkelser, ville det neppe have været til at bære. Det er os Alle en stor Beroligelse at vide “den Sorte” ude af Huset, – uh, han var ond!

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: