22. jul. 1864: Agnes Gads dagbog: Agnes og familien udnytter våbenstilstanden – på udflugt under tysk beskyttelse


Ved Gauerslund

Agnes skildrer i dag forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske civilbefolkning!

Fra Agnes Gads dagbog 22. juli 1864:

Igaar Eftermiddags havde vi et lille rart Besøg af Agnete og hendes Broder. Denne Sidste ménte, at Freden var meget nær forhaanden, og væddede med Tante Jane om, at Fjenden vilde trække ud af Jylland inden 14 Dage. Desværre kan jeg ikke déle disse Forhaabninger. Tydsken har os unægtelig nu i en altfor god Klemme til at slippe saa hastigt!

Dernede leve de som sædvanlig paa en særdeles venskabelig Fod med Østrigerne. Hver Dag, naar Konstanze og Agnete spadsere, kommer der en Lieutnant og ledsager dem. (Jeg forundrer mig uslukkelig over, at Agnete kan taale det; det ligner hende saa lidt!) Om det er den samme el. en anden Officeer, som besørger Breve for dem, véed jeg ikke. Men Agnete tilbød at ville ad den Vej besørge et til min søde Anne. Saa sluttede jeg det i en Maaned skrevne Brev og gav hende det med, om min kjære Ven dog kunde faa en Hilsen fra mig og sé, at jeg er rask. Det forekommer mig meget svært at have det saa venskabeligt med de fjendtlige Officerer; man kan saa let blive ligesom “nødt til” at gjøre, hvad man ikke selv synes om. Vi have netop havt et Eksempel med os selv. Da Vaabenhvilen kom, lagde Fader straks den Plan, at vi skulde tage over til Gammelby d. 22., som er Onkels Fødselsdag. Nu kom Lieutnant Knottz forleden Aften hen til os i Havedøren og bad om at laane et Bind af Schiller. Tante Jane greb Anledningen og spurgte, om han troede, man nu turde sætte over Vandet, da vi havde Lyst til denne Tur, og kunde vi da maaské faa et Pas fra en af Officererne, som kunde forhindre Ubehageligheder paa den anden Side Fjorden. Han var straks meget imødekommende, gik for at spørge de andre Officerer til Raads og kom tilbage med den Besked, at der Intet var ivejen. Men igaar Formiddag træder han pludselig ind i Stuen og spørger yderst høfligt om, hvad Tid, det var vor Plan idag at tage afsted, – da det vilde være nødvendig, at En af DH. Officerer fulgte med (han ménte naturligvis sig selv) over Vandet, for at ordne Alt paa det Bedste paa den anden Side. Dette var jo overordentlig forekommende fra hans Side, – imidlertid ej saa ganske behageligt for os. Det kunde let udlægges besynderligt at gjøre en saadan Tur, i Selskab med en fjendtlig Officeer, – og denne Officeer er saa dertil næsten altfor forekommende! Vi spekulerede paa en Udflugt hele Dagen; men Vejret klarede altfor skjønt op, til at det kunde bruges; – fornærme Mennesket vilde vi yderst nødigt, især da han virkelig havde gjort sit Tilbud paa saadan høflig og net Maade, at det maa ansées for lutter Velvilje. Endelig kom en lykkelig Skjæbne os til Hjælp. Vi sadde i Havedøren og drøvtyggede Dette, da Lieutinanten atter nærmede sig og meget beklagede at han ikke selv kunde følge os over, da han skulde eksersere om Morgenen netop paa den Tid. Men han vilde beordre Feldtveblen, som ligge heri Præstegaarden til at gjøre det Fornødne. Han vilde befale Denne at tage med Ægtvogn ned til Stranden umiddelbart før vi kjørte, gjøre Aftale med Vagten, og derpaa følge med over Fjorden og hjælpe dem frem og tilbage ved Ordre til Strandvagten hinsides. Det var en stor Sten som faldt fra Hjertet ved denne udmærkede Vending af Sagen! Vi jublede; og imorges tog Fader, Tante, Elisa og Frits, garderede af en meget net og beskeden Feldtwebel til Gammelby. Denne kom hjem op ad Formiddagen, men maa, da de ikke havde truffet nogen fast Vagt hinsides, derover igjen i Eftermiddag at hente dem, for det Tilfælde’s Skyld, at de skulde blive anholdt af en Patroulle.

O, hvor er jeg dog træt og kjed af disse Tydske, ja, det er et Tryk, som Ingen, der ikke lever midt i det, ret kan sætte sig ind i! Vi kunne ingenlunde beklage os over vor Indkvartering; de ere dog idetmindste ret høflige imod os og gjøre vel ej heller større Fordringer, end der er dem tilladt. Tvertimod! Men de nyeste Befalinger angaaende Officerernes gratis Forplejning hos deres Værter, ere saa lidt bestemte, at man paa yderst ubehagelig Maade kommer til at være afhængig af den enkelte Personligheds Forgodtbefindende. Man er jo nødt til, at give Alt, hvad der forlanges, uden Knur. Naar der f.E.p. staaer “Thé med Tilbehør”, faaer vore Officerer hver Aften varm Aftensmad og Thé, samt paa Forlangende en Flaske Rom, – hvilken de, tilligemed det tilbørlige Sukker, sætte tillivs i Løbet af en 3 – 4 Timer, indtil det behager dem Klok. l – 2 el-.senere at gaa tilsengs. De nyde dette naturligvis ikke i Tavshed, men synge, springe, vælte Stole, lé o.s.v., – til mindre Opbyggelse for mig, som ligger her lige over Salen. Præstegaarden er rigtignok ikke vant til saa lystige Nætter ellers! Uh, ja, hvordan skal man dog blive af med de Mennesker. Séer man ud i Gaarden, staa de der og glo mangengang lige med Ansigtet paa Ruden. I Haven vrimler der af dem – baade paa Jorden og i Kirsebærtræerne. Hvert Øjeblik løbe de forbi lige oppe ved Havedøren og besé os med det Samme, Mange af dem naturligvis uden at gjøre sig den Ulejlighed at hilse, – ret som man kan besé en anden Raritet. Sidder man paa Bænken udenfor Havedøren, ligge de halvt ude af Vindverne, – hvilke de forresten ogsaa bruge til Dør og hyppigt springe ud og ind af.

Besynderlig nok gaa Officererne ved de forskjellige Regimenter frem efter forskjellige Principer. De, som ere indkvarterede i Pjedsted og paa Karensdahl ignorere aldeles den sidste Forordning og have ikke engang Bekjendtgjort den for de forskjellige Kompagnier. Officererne betale – og Alt gaaer som hidtil med egen Kok o.s.v. Det er dog ogsaa rædsomt med dem heri Byen, at de drikke saadan. Nu kom Lieutinant Knottz hjem fra en Kjøretur aldeles fuld – og det er først Middag. Søren Jessen’s Søn var Kudsk, men Herren kjørte hele Tiden selv og ikke med Lempe. Den ene Møttring paa Prams Vogn er sprunget og Hestene dryppe Vand og vakle paa Benene. Det Værste er dog, Lieutinanten har i Raseri bidt den stakkels Knegt i Haanden, saa at de blodige Mærker sidde efter Tænderne! Det er dog grueligt at skulle tie til; men – Ret -! At de paa Vognene trække Sablen og true Kudsken el. bruge anden Vold imod ham, er nu meget almindeligt. Vi maa tie og lystre.

Dette gjælder ogsaa med Hensyn til Skattebetalingen. Der er nu udgaaet Opfordring fra Amtsraadet om at efterkomme denne Befaling uden Modsigelse (hvilket isandhed ogsaa kun vilde hjælpe lidt). Imorgen møder her et af Amtsraadsmedlemmerne for at aftale det Fornødne med Hensyn til Opkrævningen.

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: