12. aug. 1864: Agnes Gads dagbog: Halløj på Gauerslund præstegård – Agnes beretter om forholdet til de unge tyske soldater


Ved Gauerslund

Agnes beretter i dag om en episode, der udspillede sig for nogen tid siden, hvor de tyske soldater blev lidt for kække over for Gauerslund præstegårds kvindelige beboere.

Fra Agnes Gads dagbog 12. august 1864:

Iaftes kom der et lille Brev fra Pram, der næsten ikke kunde skrive for Mathed, efter at have vaaget i 13 D age og Nætter! Gudskelov, nu troer han Line uden Fare. Men han har faaet Brev fra Klægsbøl, “at dersom han ikke sørger for at faa alt sit Tøj afhentet inden 14 Dage, vil det blive kastet ud paa Gaden!” Ifølge denne smukke Opfordring kommer han her maaské én af disse Dage og beder om Befordring derned, for om muligt at redde Noget. Men det vil blive rædsom svært, nu midt i Høsten at skaffe Hest og Karl! Og naar han saa kommer der, hvad saa? Han kan jo dog ikke bære alt Tøjet bort, el. kjøre det bag i Vognen! De Tydske bære dem rigtignok nobelt ad! Imorges havde Jf. Hansen ogsaa paa sin Vis en Ærgrelse. En Laps af en underofficeer, som laa her for nogen Tid siden, sendte hende nemlig et Brev ved et lejet Bud; – hun saae dog kun Underskrivten og et malet Hjerte, saa kom hele Stadsen i Ilden. Fyren, som har sendt det, husker jeg godt; han var her samtidig med Adjudanten og ligger vel nu i Andkjær. Han gik under Benævnelsen “Lapsens Ven”; “Lapsen” selv var en gruelig Vindbeutel af en Skriver, med hvem vi én Dag havde en ganske kostelig Scene. Elisa fandt nemlig særdeles Naade for hans øjne, og han tog sig den temlige(?) Frihed at tiltale hende, hvergang han fik øje paa hende i Haven eller Kjøkkenet. (Det lod ikke til at han havde stort Andet at bestille, end at slentre om med “Vennen” under Armen) En Dag, da vi havde ladet vort Arbejde ligge paa Bænken ved Havedøren, medens vi løb Haven rundt, listede han sig endogsaa til at lægge to røde Hjerter af en de Clydra(?) paa – hvad han naturligvis ménte var Elisa’s Sytøj, men som uheldigvis var Sofie’s. Endelig kommer han en Morgen ind i Kjøkkenet og beder, om at faa den unge “gule” Dame i Tale! Da Elisa og jeg imidlertid netop klædte os om, gik Sofie ud, i den Forméning, at det vel ikke var nogen større Hemlighed, end at hun kunde afgjøre den. Men Fyren blev meget fornærmet og erklærede, at han kun vilde tale med Frk. Rygaard! Frk. Rygaard var imidlertid af en anden Mening og forholdt sig passiv. Lidt senere opdagede Sofie til sin store Skræk, at hun om Morgenen maatte have tabt Fru Jacobsens Naal af sit Schavl. Og det gik nu pludseligt op for Jf. Hansen, at hun havde séet en Soldat løbe igjennem fra Haven af med noget Blankt i Haanden over til Skriverstuen. Skriveren havde formodentlig faaet Naalen fra Finderen og – haabende at det var Elisa’s – vilde han usigelig gjerne have en rørende Scene ud deraf! Naalen var imidlertid i hans Magt, og vi maatte have fat i den! Jf. Hansen fortalte derfor Fyren, da hun igjen mødte ham, at nu var Frk. R. paaklædt og spurgte, om hun skulde kalde paa hende? Men Lapsen lugtede Lunten og svarede fornærmet, at “nu brød han sig ikke om at tale med hende”. Men slet saa dumme, som han tænkte, vare vi dog ikke. Sofie gik hurtigt til Majorens Tjener, en meget formaaende Person, der stadig levede paa Krigsfod med Skriverne, fortalte ham sit Tab og at “Vagten” havde spadseret i Haven. straks efter hende, og bad ham gjøre Forespørgsel herom. Han blev øjeblikkelig ivrig og løb over og gjorde Allarm i Vagtstuen. Følgen var, at Soldaten, der havde fundet Brochen, straks fik den tilbage og selv overleverede Sofie den. Hun fik altsaa Naalen, Finderen en Drikkeskilling, den vigtige Skriver en lang Næse, og vi os en hjertelig Latter!

Med Hensyn til vor nuværende Indkvartering, kan jeg ikke sige Andet, end at Hauptmannen er en godmodig, skikkelig Mand, som man uvilkaarlig føler Godhed for.Fin er han rigtignok ikke, og beklagelig svag ligeoverfor Kammeraterne og Punschebollen. Men en ret flink Officéer skal han og være, og var efter Affairen ved Oversø i Wien, hvor Kejseren selv forærede ham den smukke hvide Hest, der spiser Sukker af Haanden paa ham, og som til hans store Sorg ikke er ganske rask i denne Tid. Hauptmannen har altid vist sig meget tilfreds med Maden hidtil, og vi bleve derfor meget forundrede, da der igaar kom Bud fra ham, at han for Eftertiden ikke mere vilde have Budding el. andre Mélspiser, men hver Dag l Steg til 3. Ret. Ligeledes var han kjed af den evige Beof eller Gollads om Aftenen. Han vilde ogsaa have en Steg tilAftensmad. (Gollads er en østrigsk, ret velsmagende Ret, som laves af Oksekjød, der skjæres og koges i Smaastumper og tillaves i skarp Sauce). Men Tante Jane tog Mod til sig, da hun tilfældig mødte Hauptmannen i Gangen, og spurgte, om hun ogsaa havde forstaaet ham ret, og hvormed han var bleven misfornøjet. Men saa klarede det sig, at det var bare Opspind af Lieutnanterne, som nok ere meget lækkersultne, navnlig Knotts, og som havde faaet Hauptmannens Tjener til at løbe med den Ordre. Hauptmannen selv blev vred, og erklærede, at vi skulde ikke bryde os en Døjt om det Vrøvl; han var velfornøjet, og de Andre skulde finde sig i hans Arangement.

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: