15. aug. 1864: Politisk mudderkastning efter nyhederne om de hårde fredsbetingelser – Orla Lehmann beskylder indirekte kongen for den ulykkelige udgang på krigen


Indenrigsminister (fra 15. september 1861) Orla Lehmann. Fotografi fra 1860'erne.

Orla Lehmann er tidligere indenrigsminister og de nationalliberales leder i Landstinget. Det var ikke mindst gennem hans agitation, at Ejderpolitikken fik fornyet popularitet i 1861. I dag har han indirekte kritiseret kongen for Danmarks ulykkelige situation. Fotografi fra 1860’erne, Wikimedia Commons.

Den 8. august fik de danske tropper en kongelig proklamation om våbenstilstanden mellem Danmark og Preussen-Østrig. Proklamationen har vist, at kongen og den nye konservative regering anser krigen for slut og på ingen måde overvejer at genoptage krigshandlingerne, også selvom en endelig fredsaftale endnu ikke er på plads. Den kommende fred vil dog blive på hårde betingelser, og stemningen er som følge på lavpunktet blandt Københavns politikere.

Efter klare nederlag på slagmarken står Danmark til at skulle afstå alle tre af sine hertugdømmer. I dag har den fremtrædende nationalliberale politiker, Orla Lehmann, peget en anklagende finger mod kongen. Ifølge Lehmann har der været en ”modsætning mellem Dynastiet og Folket” lige siden Christian 9. besteg tronen i november sidste år, og det har bidraget til krigens ulykkelige udfald for Danmark. I Landstinget har Lehmann udtalt:

”Denne Modsætning har været tilstede fra den ulykkelige Dag, da Frederik 7. døde, og det er min Overbevisning, at den allerede har gjort os utrolig skade; den har været Grunden til den kroniske Ministerkrise, der som en snigende Feber har svækket den danske Regering paa en Tid, da den mere end nogensinde havde al sin Sundhed og Kraft behov, og udøvet en højst fordærvelig Indflydelse på Armeen og derigennem paa den hele krigsførelse…”

Lehmann giver altså indirekte kongen skyld for ikke bare ministerkriserne men også for at have haft en negativ indflydelse på den danske hærs evner i felten.

At kongen ikke er populær blandt en række af politikerne kom også til udtryk ved Rigsdagens åbning den 6. august. Her åbnede kongen personligt Rigsdagen med en såkaldt trontale, hvori han fortalte, at freden må købes med ”de tungeste og smærteligste Indrømmelser”. Efter talen varede det længe, inden der fra forsamlingen lød svage hurraråb, som blev nedtysset og derefter mødt af hurraråb fra tilhørerpladserne.

I den nationalliberale presse retter man endnu stærkere anklager mod kongen og den kreds af personer, som omgiver ham. Her beskylder man bl.a. kongen og den konservative regering for delvist at ville genindføre enevælden. Kongen og regeringen er imidlertid ikke helt uden støtter. Fremtrædende politikere, som den tidligere konseilspræsident C.G. Andræ og den tidligere krigsminister A.F. Tscherning bakker op om den nuværende regering.

Sikkert er det, at de hårde fredsbetingelser har skabt uro omkring kongen og regeringen, og der synes at være taget hul på en større omgang politisk mudderkastning angående ansvaret for den ulykkelige ende på krigen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: