12. sept. 1864: Der er klare spændinger mellem Preussen og Østrig. Modsætningen kan i værste fald vise sig at gå ud over Danmark


Bismarck vs Rechberg

Der er flere ting, den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck (t.v.), og den østrigske udenrigsminister, J.B. von Rechberg (t.h.), ikke er enige om, og spændingen mellem Preussen og Østrig stiger. Modsætningerne får dem i øvrigt til at reagere forskelligt i forhold til fredsforhandlingerne med Danmark: Preussen vil have dem overstået i en fart, men Østrig kan se en fordel i at trække forhandlingerne ud. Danmark står i midten og risikerer i værste fald at komme i klemme.

Bismarck er ved at miste tålmodigheden med den manglende fremgang ved fredsforhandlingerne i Wien. Den generelle stemning ved fredskonferencen er heller ikke blevet bedre, og både Østrig og Preussen har skærpet tonen over for Danmark. Den utålmodige og irriterede stemning skyldes imidlertid ikke kun de danske bestræbelser på at opnå en ændring i fredsgrundlaget. Det interne forhold mellem de to tyske stormagter bidrager i høj grad til spændingerne.

Der er dybdegående modsætninger mellem Preussen og Østrig både med hensyn til de to stormagters indbyrdes magtforhold i Det Tyske Forbund og i forhold til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborgs fremtid efter sejren over Danmark. Disse modsætninger har egentlig hele tiden været til stede men har delvist været holdt nede af den fælles krig mod Danmark. Efter fredspræliminærernes afslutning er spændingerne nu trådt frem igen.

Spændingen mellem Preussen og Østrig skyldes dels, at Østrig ønsker hertugdømmerne styret af både en preussisk og en østrigsk kommissær  men også en repræsentant fra Det Tyske Forbund. I øvrigt ser Østrig gerne, at der findes en løsning således at Friedrich af Augustenborg tildeles arveretten til hertugdømmerne, hvilket Bismarck allerede tidligere har afvist. I det hele taget er Preussen og Bismarck i disse sager, såvel som en række forskellige andre, af en helt anden mening.

Modsætningen mellem de to tyske stormagter kunne heller ikke mindskes af direkte forhandlinger mellem den østrigske kejser, Franz Josef, og den preussiske kong Wilhelm. I august mødtes de to monarker i Wien og forhandlede direkte sammen med Østrigs udenrigsminister, Rechberg, og Preussen ministerpræsident, Bismarck. Her udtalte Rechberg, at man kunne gå med til at Preussen fik tildelt hertugdømmerne, hvis Østrig til gengæld fik en passende udvidelse, i form af eksempelvis det preussiske grevskab Glatz, som kompensation. Dette ville hverken kong Wilhelm eller Bismarck dog høre tale om. Omvendt ville man fra preussiske side ikke åbent erklære, at man arbejder henimod en anneksion af hertugdømmerne – og mødet har i det hele taget ikke efterladt noget beroligende indtryk for nogen af parterne.

Der er også modsætninger mellem Preussen og Østrig, når det kommer til en indbyrdes handelskontrakt, hvorigennem Østrig optages i det tyske Toldforbund. Dette er flere preussiske ministre imod, og derfor ser de østrigske regeringskredse en tendens til, at Preussen vil trænge Østrig ud af Tyskland. Den voksende spænding mellem de tyske stormagter gør Preussen endnu mere ivrig efter at få fredsforhandlingerne med Danmark afsluttet, og det er ikke utænkeligt, at man fra preussiske side vil begynde at lægge mere pres på danskerne. Det samme kan siges at gøre sig gældende for Østrigs vedkommende, men på den anden side kan mistilliden mellem Preussen og Østrig gøre østrigerne mindre villige til at gå preusserne ærinde under fredsforhandlingerne. Måske vil Østrig se en fordel i at forhale fredsforhandlingerne. Derved holdes mulighederne for hertugdømmerne åbne og østrigerne kan således i hvert fald foreløbigt gøre det umuligt for Preussen at rykke frem med sine anneksionsplaner.

I værste fald kan Danmark blive en lus mellem to negle, hvis Østrig trækker fredsprocessen ud, og Preussen som følge øger presset over for danskerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: