5. nov. 1864: Rigsrådet er sammenkaldt for at godkende eller forkaste fredstraktaten. Der forventes et flertal i både Folke- og Landstinget for et samtykke, men der hersker samtidig en kritisk og negativ stemning


Rigsrådet drøfter det nye forfatningsudkast på Christiansborg i dag.

Rigsrådet er i dag samlet på Christiansborg. Regeringen har forelagt Landstinget og Folketinget forslag om at godkende fredstraktaten. I de følgende dage vil sagen blive behandlet og til slut vil begge ting stemme om, hvorvidt fredsaftalen skal ratificeres eller ej.

De danske fredsforhandlere har i Wien underskrevet en fredstale med Preussen og Østrig på vegne af den danske regering, og den danske hær er blevet sat på fredsfod. Før fredsaftalen formelt kan træde i kraft, skal den dog først godkendes ved afstemning i både Landstinget og Folketinget.

Rigsrådet er blevet indkaldt og er i dag samlet for at skulle behandle og enten godkende eller forkaste fredsaftalen med Preussen og Østrig. Den sidstnævnte mulighed bliver dog næppe en realitet, og der forventes et klart flertal i både Landstinget og Folketinget for at godkende fredstraktaten. På trods af at fredsaftalen med al sandsynlighed bliver godkendt, så er stemningen nedtrykt, og mange er på forhånd kritiske over for aftalen – også blandt de medlemmer som agter at stemme for en godkendelse af freden.

Rigsrådet bliver modtaget af konseilspræsident C.A. Bluhme, som læser en såkaldt ’trontale’ op:

”Den Krig, som tvende Stormagter have paaført os, og som har haft et saa ulykkeligt Udfald, har tvunget os til at indgaa de haarde Fredsbetingelser, i hvis Følge en Del af Monarkiet skal afstaas. Hertil udfordres efter Grundloven af 18. Novbr. 1863 § 15 Rigsraadets Samtykke.
– – Vi behøve ikke at sige Eder, med hvilken Følelser vi begære Ridsraadets Samtykke til Afstaaelse af en Del af Monarkiet, thi de samme Følelser, hvormed vi gøre det, maa ogsaa gennemtrænge Eder. Men ligesom Tanken om, hvad vi skylde Danmarks Folk og Landets Fremtid, har ledet os, saaledes ville ogsaa I holde fast ved denne Tanke under den Gerning, der nu paaligger Eder, og vise den mandige Selvbeherskelse, hvormed en stor Ulykke skal bæres, for at en endnu større kan undgaas”.

Begge rigsrådets kamre bliver herefter forelagt et forslag fra regeringen med følgende ordlyd: ”Rigsraadet meddeler sit Samtykke til den med Kejseren af Østrig og Kongen af Preussen under 30. Oktober 1864 afsluttede Fredstraktat”. Med forslaget følger en kopi af fredstraktaten og af protokollen om de preussiske og østrigske troppers rømning af Jyllands samt en række aktstykker til oplysning om fredsforhandlingernes forløb.

I Landstinget er der en del betænkeligheder blandt flere af medlemmerne, som ellers er villige til at godkende forslaget og dermed fredstraktaten. Betænkelighederne drejer sig om, at forslaget går på ’samtykke’ til fredstraktaten som helhed og ikke bare den godkendelse af landafståelsen, som er forfatningen kræver. Flere medlemmer er med andre ord bange for at komme til at godkende eventuelle ’hemmelige artikler’, som kunne tænkes at være tilknyttet fredstraktaten. Især er man mistænksom over for artikel III, hvor den danske konge forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som Preussen og Østrig ender med at træffe for Hertugdømmerne. Man frygter simpelthen, at de tyske stormagter på denne måde ville kunne genindføre en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark med Christian 9. som regent. Frygten er dog grundløs, og C.A. Bluhme afgiver en række erklæringer til Landstinget, som virker så beroligende, at Landstinget påbegynder behandlingen af forslaget uden at ville knytte nogen form for forbehold til beslutningen.

Nu vil både Folketinget og Landstinget behandle forslaget om at godkende fredstraktaten, og vi vil her på redaktionen følge behandlingen og debatterne tæt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: