9. nov. 1864: Agnes Gads dagbog: Brullup! – Agnes’ bror bliver gift i dag


Ved Gauerslund

Agnes beretter i dag om sin bror brullup, der heldigvis kom til at finde sted efter fredsslutningen.

Fra Agnes Gads dagbog 9. november 1864:

Den 9. November henimod Mørkningen vare vi endeligt færdige og paaklædte. Den tarvelige Plads var beregnet og atter beregnet; vore forskjellige Borde vare drejede og vendte derinde til Prøve paa enhver tænkelig Maade, – og vi udfandt omsider, hvorledes vi kunde stuves sammen paa den mindst generende Maade ved Bryllupsbordet. Hver Vraa var ryddet og festlig. Udenom Gaarddøren var vundet en tyk Guirlande, ligeledes om Døren fra Gangen til Dagligstuen, og en lille foroven Forstuen rundt. Inde i Dagligstuen – eller Brudesalen -, hvad man nu vilde kalde den, prangede de nye højrøde Gardiner for Vinduerne og for de to afløftede Døre til Have- og Spisestuen. Paa Væggen imellem disse havde vi anbragt vort store Flag, hvilket i Forbindelse med Dørgardinerne dannede en hél højrød Væg med det kjære hvide Kors paa Midten. Midt paa dette hængte saa Morten Luthers Brystbillede i en Krands af Christtjørn. Ligeoverfor, paa Vinduespillen, hængte Farfaders Billede med Farmoders nedenunder, ligeledes omvundne med Grønt. En tyk Guirlande af svære Vedbendblade var anbragt over Spejlet, en mindre omkring Fotografierne paa den fjerde Væg, og endelig én foroven hele Stuen rundt.

Ogsaa Havestuen var smykket; Lys i Lampetter og Stager, Lamperne pudsede og Aftensbordet i Spisestuen arangeret. Jeg tør nok sige, at vor lille Lejlighed saae straalende festlig og dertil yndig hyggelig ud, da endelig Vognen rullede ind ad Porten med Brudgommen, Fru Rygaard, samt Marie og Kathinka, vor Elisas 2 Søstre. Dette var ret to søde Piger; vi bleve straks bekjendte, og Dus paa Familieskabets Vegne. I denne trykkende Tid, nærmede man sig lettere og hjerteligere hverandre end under sædvanlige Forhold! Hele Familien er overordentlig musikalsk; der blev spillet, sunget og passiaret afvekslende; det var en rigtig yndig Aften. Polly og jeg vare for disse Dage indlogerede ovenpaa; Tante Jane og Sofie laa paa Spisestuesofaen; Fru Rygaard med Døttre havde Tantes Værelse. Fader ligger nu nede hos Moder, og endeligt var Konfirmandstuen den smykkede Brudgomsbolig.

Saa kom Bryllupsdagen, efter Fritse’s Ønske bestemt til Luthers Fødselsdag, d. 10. November. Hvor skjøn staaer ikke denne Festdag for mig, naar jeg nu séer tilbage til den, – saa dejlig lys midt i alt Mørket! Mageløst Vejer straalede os straks om Morgenen imøde, og vi skyndte os at træffe det sidste Arangement, idet Fortepianoet med Hauptmannens Tilladelse flyttedes op i Salen for nogle Timer, og det store Bords Dækning paabegyndtes. Dette anbragtes paa Langs ned i Stuen, saa at der kun blev en smal Gang bagved Stolene ved Vinduerne. Øverst oppe betegnede to Lænestole Brud og Brudgoms Plads. Sofaen sattes imidlertid paa Væggen hvor Fortepianoet ellers staaer. Inde i Spisestuen spistes Frokost, eftersom det var faldt belejligst og der kom efterhaanden Alle tilsyne paa Elisa nær, der holdt sig selv i strengt Fangenskab inde i Tantes Værelse, efter gammel Vedtægt. Marie Rygaard bandt Brudekrandsen; Sofie og jeg gik i en stigende Spænding, til endelig Klokken 11 de i al Hemmelighed ventede Gjæster, Pram og Line, rullede ind ad Porten. Der blev en Glæde, og for Brudeparrets Vegne stor Overraskelse! Lidt senere kom de andre Gjæster, Onkel Isak og Tante Georgia med to Sønner, og Onkel Pram og Johanne. Kjersgaard med Jf. Petersen og Stine Madsen fuldstændiggjorde Selskabet.

Klok. 2 kjørte Fader med Brudgommen til Kirke, og derefter de Andre efter den iforvejen bestemte Orden. Onkel Isak, der har døbt Elisa, som Præst i Holstebro, var Brudefører. Jeg var alene hjemme hos Moder, og skyndte mig at lægge sidste Haand paa Borddækningen ved Hjælp af Jf. Hansen og Pigerne. Ogsaa Fru Schjerning var i Kirke. Brudepiger vare: Klara og Emma foran Bruden; bagefter: Brudens Søstre, Sofie og Johanne, Polly og Stine Madsen. Kirstine og Jf. Petersen havde pyntet Kirken nydeligt og dristigt sat Dannebroge op over Døren. Forresten gav dette Anledning til en ret komisk Scene, som senere Andrea Møller fortalte os. Da Jf. Petersen kjørte op til Præstegaarden, overleverede hun Kirkenøglen højtidelig til sin Søster og overdrog hende under mangfoldige Formaninger den Forretning at aabne Døren og tænde alle Alterlysene, samt passe paa, at Ingen af de nysgjerrige Skolebørn styrtede ind i Kirken før Brudeskaren og smudskede Gulvtæpperne eller rørte Blomsterne. Denne Dame lod til at tilbagevise disse Formaninger med Foragt, som højst overflødige, og havde for megen Værdighed til at lade sig paavirke af dem. Sofie Jacobsen, Gine Hansen og Andrea Møller vare kjørte derover for at være med i Kirken at se Bruden og høre Vielsen, og skyndte nu paa Jf. Petersen nr. 2 for at faa en god Plads før man kom fra Præstegaarden. Men hun havde hundrede Smaating at nusle med, og Handskerne skulde findes og Hatten bindes o.s.v. “Det hastede jo saamænd heller ikke!” Endelig rullede den første Vogn forbi! Forfærdet kaster hun Schavlet om sig og følger ilsomt de andre Damer. Disse stille sig i Skyggen bagved Vaabenhuset for ikke at falde i øjnene; Vognen med Brudgommen har allerede holdt et Øjeblik, nu standser den anden Vogn bagved denne. “Er Døren ikke aaben,” spørger Fader. “Men luk dog op,” hvisker Andrea, Gine og Sofie paa een Gang. “Nøglen, aa Nøglen, jeg har glemt Nøglen!” svarer Jf. Petersen og firmer forvirret og aandeløs rundt paa den lille halvskjulte Plads, “hvad skal jeg gjøre, hvad skal jeg gjøre? “Glemt Nøglen – men saa hent den da, skynd Dem!” Aa nej, jeg tør ikke, det varer for længe hvad skal jeg gjøre?” Hendes Forvirring var rædsom komisk, og ingen Overtalelse kunde formaa hende til at vende om og hente den uundværlige lille Nøgle til Vaabenhuset. “Det var blot fordi hun var saa bange for, at Drengene skulde løbe ind!” Pausen blev længere og mere trykkende! Men til al Lykke var da Kjersgaard selv i den ene Vogn og fik hastig den lyse Tanke at springe ud og løbe hjem for at hente Jf. Petersen med Nøglen. Denne Sidste fandt han heldigvis snart og fløj afsted med den og fik Døren op, netop som Taalmodigheden truede med at forgaa Præsterne. Den sølle Jf. Petersen sjokkede saa bagefter ind i Kirken og, efter forgjæves at have sendt Sofie Jacobsen bønfaldende Blikke om at overtage hendes videre Funktion, op til Alteret for at rive sine trevne Svovlstikker af og tænde lysene. Alt kom dog i lykkelig Orden før Bruden kom.

Præstegaarden gik ej heller ganske fri for en Bryllupsdags Fataliteter. Da henimod Kirketid den sidste Haand skulde lægges paa Brudens Pynt, lød pludseligt det ængstelige Spørgsmaal: “Hvor er Brudesløret?” “Sløret:, Ja, hvor er Sløret?” Hjerterne bankede, Hukommelsen anstrængte sig, alle Hænder og øjne kom i Travlhed med at søge. “Hvor var Sløret?” Hu, en Brud uden Slør; men hvad skulde man kunne gribe til? Da, endelig kom det!

Det var just ikke saa underligt. Hver en Vraa i vor indskrænkede Lejlighed var ryddet og omkalfatret. Det er nu ingen Sag at rydde op, naar man har Etsteds at rydde hen; men at rydde saa bogstavelig hver Krog er ingen Spøg! Saaledes var da det dyrebare Slør, nok saa sirligt indsvøbt, spadseret mellem andre Dele ned i Tantes Gjemmer. Naa, det kom da, og yndigt klædte det vor søde Brud!

Da Brudefolkene kom hjem fra Kirken, var Alt istand. Det lille Sidebord ved den nordre Væg dækket, dog kun med Pladser paa de to Sider, saa Alle havde fri Udsigt til det unge Par. Kagen og Blomsterne vare anbragte, og nu fulgte det hyggelige Middagsmaaltid. Vi maatte jo finde os i, at Moder ikke vilde med tilbords, ellers var hun dog i ret godt Humeur og morede sig over at sé til. Maden var god; Stemningen rar, snart lidt vémodig, snart munter, ret som det bør være ved et Brudebord. Mange Sange bleve sungne og en Masse Skaaler livligt udbragte. Da vi ledsagede vort kjære Fødelands med et rungende Hurra, lød et Ekko oppe fra Hauptmannens Gjæster, der vare bedte paa den Mad vi sendte op til ham i Anledning af Festen. De ménte vel det var Brudeparrets Skaal! Skulde der ikke deri kunne ligge et godt Omen? Ak, ja, vi trænge til ethvert trøstende lille Vink!

Da vi rejste os fra Bordet, gik alle Damerne op paa Fru Schjerning’s Værelse og drak Kaffe, Herrerne ind i Havestuen, medens Sofie og jeg, efterat Bordet hurtigt var ryddet, og Fortepianoet kommet ind, ordnede den Mængde dejlige Brudegaver, som strømmede ind!

O, Gud ské Tak for denne dejlige Festdag, dobbelt skjøn, fordi vi Alle trængte saa inderlig til lidt Glæde!

Den næste Formiddag gik Brudefolkene med Fru Rygaard, alle 4 Søstre, Pram og Line til Alters. Det var ogsaa saa dejligt, at følges ad der! Om Eftermiddagen kom Folk fra Egnen og ønskede til Lykke. Da var Pladsen kneben nok i vore smaa Stuer; men kvaltebleve vi dog ikke, og Lise var glad ved at sé sine Venner her endnu engang. Jacobsen’s bidroge meget til vor Fest, ved den Mængde dejlige Blomster de sendte herover og som rigtig straalede festligt paa denne fattige Aarstid.

Næste Formiddag forlode saa vore kjære Brudefolk med Fru Rygaard og Døttre os. Men Pram og Line bleve endnu et Par Dage; det var dog yndigt, at de kom hjem til os!

Agnes Gad var præstedatter og boede nær Børkop. Hendes dagbog bringes på 1864live i samarbejde med Børkop Lokalarkiv, hvor dagbogen ligger, og danmarkshistorien.dk, der udgiver dagbogen samlet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: