16. nov. 1864: Freden er officielt på plads! Kongen udsender åbne breve til kongeriget og hertugdømmerne.


Christian 9. har med sin underskrift ratificeret fredstraktaten, hvormed Danmark afstår hertugdømmerne. I åbne breve fortæller kongen om fredsaftens konsekvenser og tager afsked med hertugdømmernes befolkning. Til danskerne opfordrer kongen om at se fremad og ikke miste modet eller håbet.

Christian 9. har med sin underskrift ratificeret fredstraktaten, hvormed Danmark afstår hertugdømmerne. I åbne breve fortæller kongen om fredsaftens konsekvenser og tager afsked med hertugdømmernes befolkning. Til danskerne opfordrer kongen om at se fremad og ikke miste modet eller håbet.

Rigsrådet har behandlet og godkendt fredstraktaten, og Christian 9. har efterfølgende underskrevet aftalen. Netop i dag udveksles ratifikationerne på et møde i Wien, og dermed er freden officiel. Derfor er den preussisk-østrigske rømning af Jylland også begyndt i dag.

Freden er beseglet og således er hertugdømmerne nu også officielt tabt for Danmark. Derfor har kong Christian 9. udsendt tre breve til de parter, som berøres af fredstraktaten: Et åbent fællesbrev til alle kongens undersåtter samt et brev til befolkningerne i henholdsvis hertugdømmerne og Danmark.

I fællesbrevet fortæller kongen nøgternt om afståelsens omfang og løser i en enkelt sætning undersåtterne i de afståede områder fra deres troskabsed. Brevet til det danske kongeriges befolkning er præget af den sorg, som krigens udfald har svøbt landet i. Dog er der stadig håb og tro på fremtiden i brevet:

 

Under 16de  November har Hans Majestæt Kongen igjennem Conseilspræsidiet udstedet følgende  allerhøieste Aabent Brev:

Aabent Brev til Vore kjære og troe Undersaatter i Kongeriget Danmark, paa Island og Færøerne, samt i vore Vestindiske og Grønlandske Kolonier:

Vi Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,

Gjøre vitterligt: Det Aar, som er forløbet, siden Vi besteg Dan­marks Trone, har været opfyldt af de tungeste Prøvelser for Os og Eder. Haabløs maatte Kampen fra første Færd vise sig, naar ikke fremmed Bi­stand opveiede den Overmagt, som Tallet og Krigsmidlerne gave Vore Modstandere. Denne Bistand blev Os ikke tildeel, og under disse Omstændig­heder vilde enhver yderligere Fortsættelse af Kampen kun have tjent til at undergrave, om ikke tilintetgjøre Landets Fremtid. Det var ikke Mangel paa Redebonhed [villighed, red.] til at bringe endnu større Offre for Fædrelandet, som tilraadede Freden; men I følte med Os det Ansvar, som den nuværende Slægt har mod Efterkommerne.

Saaledes blev det Vor tunge Lod at slutte en Fred, som tilintetgjør de skjønne Forhaabninger, med hvilke Vi havde modtaget Kronen for at be­vare den heel og uforkrænket, saaledes som den i Aarhundreder har været baaren af den Danske Kongeslægt. Det blev Vor sørgelige Skjæbne at see Monarkiet deelt og det Land skilt fra Os, som fra Oldtiden havde været en Deel af det gamle Danske Rige, og som tusindaarige Kampe ei havde formaaet at løsrive derfra. Men haardest af Alt har det været Os, at Dele af selve Kongeriget og den største Deel af den Befolkning i Slesvig, som med Hjerte og Tunge tilhører Danmark, have maattet see sig adskilte fra Moderlandet og Stammen.

Til Eder, hvis Vel fremdeles er Os anbetroet, lyder Vort Kongelige Ord om Fremtidens Haab og om tillidsfuld Virksomhed i Fædrelandets Tje­neste. I ville mindes, at Enighed giver de Svage Styrke, og selv i Ulykken er der en mægtig Kraft til at forene og knytte fastere. I ville eendrægtigen [i enighed og forståelse, red.] slutte Eder om Os til Udførelsen af den Gjerning, som Freden mere end nogensinde før gjør nødvendig. Med Os ville I arbeide paa Landets Udvikling ved vise Love og ved Benyttelse og Fremme af de rige Hjælpekilder, som Naturen har givet vort Fædreland. Meget er tabt, men dog ikke Haabet; og Fremtiden hører dem til, der alvorligt ville. Som Vi stole paa Eders faste Villie til at fremme Danmarks Vel, saaledes ville I ogsaa stole paa, at dette skal være Maalet for alle Vore Bestræbelser.

Gud velsigne vort Fædreland! […]

I brevet til hertugdømmerne tager kongen med værdige og bevægede ord afsked med befolkningen:

[…] Vi Christian den Niende […] Gjøre vitterligt: At Vi ved en i Wien den 30te October d. A. afslut­tet og nu af Os ratificeret Fredstrac­tat have givet Afkald […] paa alle Vore Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt til nogle i Slesvig enclaverede Dele af Nørrejylland, imod at en tilsva­rende Deel af Slesvig indlemmes i Kongeriget Danmark; og Vi have derhos, ved et i Følge af Tractaten udstedt Aabent Brev, løst Beboerne af de afstaaede Lande fra den undersaatlige Troskab og Lydighed, de hidtil have været Os skyldige […]

Nu, da det smertelige Offer, som Vi, nødtvungne af Begivenhedernes Gang, have maattet underkaste Os, er fuldbyrdet, føle Vi Trang til for Eder, Beboere af Slesvig og de fra­skilte jydske Enclaver, af Holsten og af Lauenborg, endnu engang at ud­tale, med hvilken dyb Smerte Vi have maattet bringe det.

Mange af Eder ville forstaae og dele denne Smerte; thi ogsaa for Eders Tanke maa det i denne Stund staae, hvor lykkeligt Eders Fædre have levet under de Danske Kongers milde og retfærdige Scepter, og i hvilken høi Grad den Udvikling og det almindelige Velvære, hvoraf I kunne være stolte, skyldes Vore for­evigede Forgængeres Bestræbelser for at fremme Eders Vel. Ogsaa I ville nu mindes, hvor mange lysende Exempler paa Troskab for den Dan­ske Konge Eders Aarbøger fremvise, og at de Baand, der knyttede Eder til Danmark, selv der, hvor fælleds Sprog og Nedstamning ikke helligede dem, vare inderlige og faste. Ogsaa om den Troskab staaer der et uud­sletteligt Minde i Vort Hjerte, som saa Mange iblandt Eder have viist imod Os i Vor korte Regjeringstid, og for hvilken Vi sende Eder Vor inderlige Tak; og aldrig vil det Danske Folk kunne glemme dem, der paa denne eller hiin Side af Eideren, eller i det stedse loyale Lauenborg, kappedes med det i Kjærlighed til og Troskab imod det fælleds Fædre­land.

Det har været Vort stolte Haab at kunne hellige alle Vore Tanker og Bestræbelser til Sikkringen af Eders Velvære i nøie Forbindelse med det Danske Folk. Nu kunne Vi kun lade det være Maalet for Vore Ønsker, at det i Tidernes Løb altid maa gaae Eder vel; og Vi inde­slutte dette inderlige Ønske i Vor Bøn til Gud, som holder Folkenes Lykke og Rigernes Skjæbne i Sin almægtige Haand.

Til Hans milde Varetægt i Nutid og Fremtid anbefale vi Eder, og her­med sende Vi Eder Vor sidste Hilsen.

Givet i Vor Hoved- og Residentsstad den 16de November 1864.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

Christian R.

Bluhme.

Du kan læse alle tre breve i deres fulde længde på danmarkshistorien.dk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: