Historisk overblik 1815-1862

Danmark efter Napoleonskrigene 1815-1862

Det Danmark, som gik i krig med Preussen og Østrig i 1864, var skabt efter Napoleonskrigene, der fejede hen over Europa i begyndelsen af 1800-tallet. Danmark havde som udgangspunkt søgt at holde sig neutralt, men blev til sidst tvunget ind i en alliance med Napoleons Frankrig. Efter Napoleons nederlag måtte Danmark derfor afstå Norge til Sverige i 1814, men fik dog lov til at beholde sine små kolonier og bilandene i Nordatlanten.

Helstaten Danmarks fire dele 1815-1864. Kongeåen dannede grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, som var dansk land, men havde en blandet dansk-tysk befolkning. Floden Ejderen dannede grænsen mellem Slesvig og hertugdømmet Holsten, der sammen med det mindre Lauenborg var rent tyske hertugdømmer, der dog tilhørte den danske konge.

Danmark efter 1815 bestod således af fire dele foruden de få og små kolonier. Nord for Kongeåen ved Kolding lå selve kongeriget Danmark, og syd herfor lå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Af de tre hertugdømmer var Holsten og Lauenborg tyske hertugdømmer med tysktalende befolkning, hvor den danske konge regerede som hertug. De var begge medlemmer af Det Tyske Forbund, der var blevet oprettet i 1815 som en sammenslutning af de mange tyske stater, og Danmark var på denne måde delvist medlem af Det Tyske Forbund gennem besiddelsen af Holsten og Lauenborg.

Til forskel fra Holsten og Lauenborg var Slesvig et dansk hertugdømme og derfor ikke medlem af Det Tyske Forbund. Selvom Slesvig var dansk, var kun knapt halvdelen af befolkningen dansktalende, og særligt i de sydlige dele af Slesvig betragtede man sig snarere som tyskere end danskere. Alt i alt udgjorde hertugdømmernes befolkning ca. 40 % af den samlede helstats befolkningstal. Samtidig var hertugdømmerne den mest økonomisk udviklede del af Danmark og var vigtige for samhandlen med de øvrige tyske stater og resten af Europa.

Den danske helstat 1815-1864 bestod således af det danske kongerige, et dansk hertugdømme og to tyske hertugdømmer. En sammensathed, der ikke var unormal i samtiden, men som dog skulle blive et problem, da den nationalistiske bølge skyllede over Europa i første halvdel af 1800-tallet.

Demokrati og nationalisme 1830-1848

Den første halvdel af 1800-tallet var i Europa præget af både liberale og nationalistiske strømninger, som ofte snoede sig ind i hinanden. I Tyskland faldt kravet om et forenet tysk rige sammen med ønsket om politiske reformer, der gav befolkningen større indflydelse på staternes styring. De to tyske stormagter Preussen og Østrig var dog modstandere af de demokratiske bestræbelser og skeptiske over for kravet om tysk enhed, med mindre de selv kunne kontrollere den.

Orla Lehmann var den kendteste af 1800-tallets nationalliberale politikere. Med sit kampråb fra 1842 om et Danmark til Ejderen blev han et symbol på ønsket om at indlemme Slesvig i Danmark. Maleri af Constantin Hansen 1862.

Også i Danmark kom kravet om demokratiske reformer af det enevældige styre til at hænge tæt sammen med en ny, mere aktiv nationalisme. I 1842 formulerede en af den liberale bevægelses mest fremtrædende medlemmer, Orla Lehmann, kravet om et “Danmark til Ejderen”. Det vil sige et Danmark, hvor hertugdømmet Slesvig var indlemmet i kongeriget, mens de tyske hertugdømmer blev udskilt. Hermed skabtes nationalliberalismen, der forenede ønsket om politiske reformer med kravet om en dansk nationalstat.

Problemet med de nationalliberales krav var, at det forudsatte en fuldstændig indlemmelse af Slesvig i Danmark. Ganske vist var Slesvig statsretsligt et dansk hertugdømme, men over halvdelen af befolkningen opfattede sig selv som tyskere. Derved kom de danske nationalliberale bestræbelser naturligvis på tværs af den tyske nationalisme, der ønskede at samle alle tyskere i et samlet tysk rige. Slesvig skulle da også blive stridspunktet i både treårskrigen 1848-1851 samt 1864-krigen, hvorfor disse også kaldes 1. og 2. slesvigske krig.

Treårskrigen og grundloven 1848-51

I Danmark var der i 1834 blevet oprettet rådgivende stænderforsamlinger, hvor de bedrestillede dele af befolkningen kunne stemme og indvælges. I løbet af 1840’erne voksede kravet om mere vidtgående reformer imidlertid, og da Christian 8. døde i januar 1848, var der store forhåbninger til, at efterfølgeren Frederik 7. ville imødekomme kravet om en fri forfatning. Samtidig spredte en revolutionsbølge sig over Europa i begyndelsen af 1848. I en lang række tyske stater var der demonstrationer, der krævede politiske reformer og tysk enhed, og i Frankfurt blev der oprettet et parlament for et samlet Tyskland.

I helstaten Danmark splittede de nationalistiske strømninger landet. Mens der i Slesvig og Holsten lød krav om en egen forfatning og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, ønskede de nationalliberale i København en fri forfatning og Slesvigs indlemmelse i kongeriget. Da kravene om Slesvigs indlemmelse i Tyskland blev kendt i København, gik en stor forsamling den 21. marts 1848 til kongen med krav om en fri forfatning, der indlemmede Slesvig i Danmark. Frederik 7. imødekom kravet og udnævnte et ministerium, der skulle indfri løftet. Reaktionen i Slesvig-Holsten kom prompte, da der allerede den 23. marts blev udnævnt en midlertidig regering i hertugdømmerne, der dermed reelt gjorde oprør mod centralmagten i København. Resultatet blev en blodig borgerkrig i den danske helstat, der varede tre år og kostede tusindvis af menneskeliv.

Danske soldater vender hjem til København 1849. Maleri af Otto Bache 1894.

Treårskrigen 1848-51 var dels en borgerkrig mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, dels en krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Efter dansk succes i krigens første måneder nåede militær støtte fra Preussen i foråret 1848 frem til slesvig-holstenerne, og den danske hær blev trængt tilbage. Danmark fik imidlertid hjælp fra Rusland, der så vidt muligt ønskede stabilitet i Europa og var stærk modstander af alle liberale reformer og nationale løsrivelsesbevægelser. Rusland pressede i august 1848 Preussen til at indgå en syv måneders våbenhvile med Danmark. Det lykkedes dog ikke i denne periode at finde en løsning på problemerne, og i begyndelsen af 1849 brød krigen ud igen. Preussiske og slesvig-holstenske tropper trængte op gennem Jylland og belejrede den danske stilling ved Fredericia. Den 6. juli brød de danske styrker imidlertid belejringen i et slag, der senere skulle styrke den danske tiltro til sin hær kraftigt. Få dage senere indgik Danmark og Preussen en simpel fredsaftale, som dog ikke løste nogen af uenighederne. Væsentligt for fredsslutningen var det, at Rusland og til dels også Sverige truede med at gribe ind i krigen på dansk side.

Efter fredsslutningen mellem Preussen og Danmark stod de slesvig-holstenske styrker nu alene over for de danske, og 25. juli 1850 udkæmpedes krigens blodigste slag på Isted Hede i Slesvig, hvor over 6.000 soldater omkom. Resultatet blev en dansk sejr, og få måneder senere valgte den midlertidige regering i Slesvig-Holsten at træde tilbage og nedlægge hæren, hvorved krigen reelt var slut.

Midt under krigen, i juni 1849, havde Danmark fået sin første delvist demokratiske grundlov. Hermed afskaffedes enevælden, og der blev etableret en folkevalgt rigsdag, hvor ca. 15 % af befolkningen havde stemmeret, hvilket var en stor andel efter datidens standarder. Tanken var, at den nye grundlov både skulle gælde for kongeriget Danmark og Slesvig, men på grund af krigen blev det indføjet i Junigrundloven, at dens gyldighed for Slesvig først ville blive bestemt efter en fredsafslutning. På grund af den uafklarede stilling, krigen endte med, kom loven dog aldrig til at gælde for Slesvig, der sammen med Holsten og Lauenborg fortsatte med at være styret enevældigt af den danske konge i hans egenskab af hertug.

Den problematiske fred 1851-52

Umiddelbart kunne det i 1851 se ud, som om Danmark havde vundet treårskrigen, men realiteterne var mere komplicerede end som så. Preussen havde udelukkende trukket sig ud af krigen grundet pres fra Rusland og til dels også England, og Preussen og Danmark havde ikke ved fredsslutningen kunnet enes om andet end at indstille krigshandlingerne. Danmark havde også besejret den fælles slesvig-holstenske hær, men havde ikke indtaget Holsten, hvor Det Tyske Forbund havde overtaget kontrollen efter ophøret af krigshandlingerne. Treårskrigen afsluttedes heller ikke med nogen egentlig fredskonference eller fredstraktat. I stedet kom freden til at bestå af en række aftaler og noteudvekslinger mellem parterne, hvis fortolkning senere blev diskuteret ivrigt, og som kom til at danne grundlaget for den næste slesvigske krig i 1864.

Londontraktaten af 1852 var ikke en egentlig fredstraktat, men kom delvist til at virke som en sådan, idet de europæiske stormagter her anerkendte den danske helstats integritet og derved hertugdømmernes tilknytning til Danmark. Preussen og Østrig underskrev begge Londontraktaten, men fik tilføjet til traktaten, at den ikke rokkede ved Det Tyske Forbunds rettigheder over for de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg. Samtidig anerkendte stormagterne med Londontraktaten, at arvefølgen for hele det danske rige efter den barnløse Frederik 7.s død skulle overgå til prins Christian (den senere Christian 9.). Herved lykkedes det den danske regering at sikre, at riget ikke blev splittet op som følge af strid om arvefølgen til henholdsvis kongeriget og hertugdømmerne.

Kong Frederik 7. (konge 1848-1863) kunne ikke få børn, og heller ikke blandt hans nærmeste slægtninge var der mandlige arvinger, der kunne overtage den danske trone. Dette var et stort problem, da man nu skulle finde en kandidat, der kunne hævde arveret til både den danske krone og titlen som hertug i hertugdømmerne. Efter lange forhandlinger og overvejelser faldt valget på den unge prins Christian, og det lykkedes efter lange diplomatiske forhandlinger at få hans arvekrav godkendt af stormagterne i Londontraktaten fra 1852. Maleri af Vilhelm Gertner 1861.

Det skulle dog få betydning op til 1864-krigen, at Det Tyske Forbund ikke havde underskrevet Londontraktaten. Forud for Londontraktaten i 1852 havde den danske, østrigske og preussiske regering udvekslet noter omkring hertugdømmernes stilling i slutningen af 1851, hvor de gjorde deres synspunkter klar. Ifølge Preussen og Østrigs opfattelse bestod den danske helstat af fire dele, hvor ingen af delene måtte underordnes de øvrige. Samtidig forventede de, at den tyske elite i Holsten og Lauenborg skulle have udstrakt indflydelse på disse hertugdømmers styrelse, og endelig gjorde de opmærksom på, at selvom Slesvig var dansk land, var der historiske og formelle bånd mellem Holsten og Slesvig, som ikke uden videre kunne brydes. Fra dansk side indrømmede man over for Preussen og Østrig, at Holsten og Lauenborgs stænderforsamlinger skulle tages med på råd i hertugdømmets styrelse, og at Slesvig ikke skulle sluttes sammen med kongeriget Danmark, men fortsat være en selvstændig enhed af helstaten. Samtidig afviste man dog på det bestemteste, at nogle tyske magter skulle kunne få indflydelse på, hvorledes Danmark styrede Slesvig, som var gammelt dansk land. Junigrundloven skulle kun gælde for kongeriget, og der skulle udarbejdes en ny forfatning for hele helstaten.

Disse 1851-52-aftalers betydning skulle de følgende 12 år blive et omstridt diskussionspunkt mellem Danmark og de tyske magter. Fra tysk side krævede man de kommende år en udstrakt indflydelse på Holsten og Lauenborgs forhold, som skiftende danske regeringer havde meget vanskeligt ved at acceptere. I sidste ende var det dog Slesvig, der var det virkelige stridspunkt. Fra dansk side var man rede til at udstede erklæringer om de danske hensigter, men i sidste ende var Slesvig dansk land, og ingen fremmed magt kunne bestemme, hvordan Danmark ordnede forholdene her. De tyske magter, derimod, var ikke villige til at indrømme Danmark uindskrænket kontrol over Slesvig. De mente at have fået garanti på, at Slesvig ikke skulle indlemmes i Danmark, og samtidig mente de, at både de historiske bånd mellem Holsten og Slesvig og den udstrakte tysktalende befolkning i Slesvig gav dem ret til at varetage alment tyske interesser. Så længe der var denne helt grundlæggende uenighed om, hvorvidt Slesvig var dansk eller tysk land, skulle det vise sig umuligt at nå til enighed mellem parterne.

Mellemspil 1852-1860

Det Tyske Forbunds parlament Forbundsdagen havde til huse i Palais Thrun und Taxis i Frankfurt. Selvom forbundet var en løs sammenslutning, der i magt og indflydelse ikke kunne måle sig med stormagterne Preussen og Østrig, fik det alligevel stor betydning for 1864-krigen. Forbundsdagen i Frankfurt var ofte samlingsstedet for de nationale tyske kræfter, der krævede et samlet Tyskland, og som ville varetage alle tyskeres interesser – også de, der hørte til det danske rige. Som hertug over Holsten og Lauenborg var den danske konge også repræsenteret i Forbundsdagen, hvilket ofte gav anledning til skænderier. Fotografi fra ca. 1900.

Som følge af 1851-52-aftalerne fik den danske konge atter fuld kontrol over hele sit rige, men i alle dele af Tyskland blev der fulgt nøje med i, hvad han stillede op med det. I de følgende år tilspidsedes uenigheden mellem Holsten og kongeriget, om hvorledes helstaten skulle organiseres. Holsten var i sig selv langt svagere end Danmark, men havde samtidig 40 millioner tyskere i ryggen, hvilket den danske stat naturligvis ikke kunne se bort fra.

Et første forsøg på at ordne forholdene i hele Danmark blev gjort med Helstatsforfatningen af 1855. Her bevaredes Junigrundloven fra 1849 stort set intakt for kongerigets vedkommende, men den suppleredes nu med  en overbygning for hele helstaten. Demokratisk set var dette et tilbageskridt, da helstatsforfatningen havde en ret begrænset valgret til det øverste rigsråd, men det var langt fra alle ledende politikere i Danmark, der beklagede dette, da flere mente, at Junigrundloven var gået for vidt.

Helstatsforfatningen stødte dog øjeblikkeligt på modstand i Holsten, hvor man dels klagede over, at den holstenske stænderforsamling ikke var taget med på råd, dels over at hertugdømmerne altid ville være i mindretal i rigsrådet i forhold til kongeriget. Begge dele, mente man, var i strid med aftalerne fra 1851-52. Holsten (og også Lauenborgs) afvisning af helstatsforfatningen blev støttet både af Det Tyske Forbund og af Preussen og Østrig, og under trussel om militær indgriben fra forbundets side måtte den danske konge og regering ophæve forfatningen for de to tyske hertugdømmers vedkommende.

De fortsatte problemer, som Holsten og Lauenborg skabte for den danske helstat, gav efterhånden vind i sejlene for Ejderpolitikken i Danmark i forhold til de, som ønskede helstaten opretholdt. Flere og flere så nu den eneste mulige løsning som enten en udskillelse af Holsten og Lauenborg eller i det mindste en udstrakt selvstændighed til de to tyske hertugdømmer. Dette ville så give Danmark mulighed for at skabe en tættere tilknytning mellem Slesvig og kongeriget. I slutningen af 1850’erne skulle det imidlertid vise sig, at heller ikke dette var en farbar løsning, da Holsten slet ikke ønskede at forlade den danske helstat, med mindre det skete sammen med Slesvig.

Situationen tilspidses 1860-62

Omkring 1860 spidsede konflikten mellem Holsten og Danmark til. I Holsten var stænderforsamlingen utilbøjelig til at acceptere nogen anden ordning end en fuldstændig ligestilling mellem helstatens fire dele og stadfæstelse af de historiske bånd mellem Holsten og Slesvig. For Danmark var en sådan ordning derimod uacceptabel, da det ville medføre politisk handlingslammelse og give alt for stor tysk indflydelse på dansk politik gennem Holstens og Lauenborgs vetoret i fælles anliggender. Problemet var, at den holstenske holdning til stadighed fandt opbakning blandt de tyske stater, der truede Danmark med militær indgriben, hvis Danmark ikke ordnede helstatens forhold i overensstemmelse med den tyske forståelse af 1851-52-aftalerne.

Til forskel fra under treårskrigen i 1848-51 havde Danmark i begyndelsen af 1860’erne vanskeligt ved at finde international opbakning til sine synspunkter. Rusland, som havde støttet Danmark mod Preussen i 1848-50, var svækket som international aktør efter sit nederlag i Krimkrigen i 1855. Frankrig var tilbøjelig til at betragte de tyske krav som retfærdige nationalpolitiske krav, og heller ikke Europas stærkeste magt England var villig til at gribe aktivt ind i den dansk-tyske konflikt. Næsten lige meget hvor danske repræsentanter henvendte sig i Europa, lød det velmenende men ubrugelige råd, at Danmark måtte finde en måde at indrette sig på, som tilfredsstillede Holstens og de tyske magters krav.

I 1861 var det tæt på at komme til væbnet konflikt mellem Det Tyske Forbund og Danmark over spørgsmålet om, hvorvidt den holstenske stænderforsamling skulle have forelagt den del af helstatens budget, der vedrørte Holsten. Nu greb stormagterne imidlertid ind, anført af England og Sverige, og krigen blev undgået. I slutningen af 1861 var der derfor lagt op til, at Danmark skulle forhandle direkte om en løsning på problemerne med Østrig og Preussen, der skulle forhandle på Det Tyske Forbunds vegne. Dette førte til udvekslinger af synspunkter i første halvdel af 1862, som dog kun syntes at bekræfte, at man ikke kunne enes om en løsning på problemerne.

Selvom det således endelig tydede på, at Danmark havde fået de neutrale stormagter til at interessere sig for sine problemer i 1861, var der det store problem, at disse magter mente, at problemet ikke blot var Holsten og Danmarks uoverensstemmelser, men også Slesvigs status i forhold til Danmark. Den danske regerings forsøg på at undgå, at Slesvig blev draget ind i diskussionerne, var dermed mislykkedes, og problemet blev nu i udlandet i stigende grad set som et slesvig-holstensk problem.

Den nationalliberale politiker C.C. Hall var med undtagelse af nogle få måneder dansk regeringsleder fra 1857 til december 1863 og var den væsentligste arkitekt bag den politik, der i sidste ende førte til krig i 1864. Som nationalliberal var Hall tilhænger af at inkludere Slesvig i et Danmark til Ejderen, men frem til 1861 søgte han alligevel at få helstaten til at fungere. Først da det for ham virkede udelukket, at man kunne nå til en acceptabel ordning med Holsten og de tyske magter, slog han ind på en politisk kurs, der skulle løsne de to tyske hertugdømmer fra Danmark. Maleri af J. V. Gertner 1864.

Mens holstenerne og de tyske magter skærpede tonen over for Danmark i 1860-61, skete det samme fra dansk side. Bortset fra et kort afbræk havde den nationalliberale C.C. Hall været regeringsleder siden 1857, og i 1861 optog han også Ejderpolitikkens fader Orla Lehmann i sin regering. Hall var i 1861 efterhånden nået til den overbevisning, at Slesvigs tilknytning til Danmark og de tyske hertugdømmers udskillelse var nødvendig for at skabe en varig løsning. Her fandt han naturligvis støtte hos Lehmann, og også folkestemningen var overvejende for en Ejderdansk løsning, anført af de to toneangivende nationalliberale aviser Fædrelandet og Dagbladet, ligesom Frederik 7. var overbevist om, at der var historiske danske bånd til Slesvig, som aldrig måtte brydes. Der var i 1862 også stigende tiltro til, at Danmark kunne få international opbakning. England havde eksempelvis under den seneste konfrontation vist sig mere villig end tidligere til at finde en løsning, der tilfredsstillede begge parter.

Først og fremmest rettede forhåbningerne om international hjælp sig dog mod Sverige. I en tid hvor den skandinavistiske tanke om en fælles nordisk identitet blomstrede, var det naturligt, at man søgte hjælp hos broderfolket mod truslen fra syd. Den nyligt tiltrådte svensk-norske konge Karl 15. var også en ivrig tilhænger af skandinavismen, og han havde et tæt forhold til Frederik 7. Selvom Karl 15. til tider udtalte sig mere positivt om en nordisk forsvarsunion, end han havde belæg for i sit politiske bagland, var han med til at skabe en stor tiltro til, at Sverige ville komme Danmark til hjælp, hvis det skulle komme til krig med Tyskland.

I sommeren 1862 stod Danmark således over for et næsten uløseligt udenrigspolitisk problem, der dominerede hele den politiske dagsorden. Det betød dog ikke nødvendigvis, at man var modløs. Selvom man var oppe imod stormagter som Preussen og muligvis også Østrig, var det lykkedes de danske styrker og det danske diplomati at afværge angrebet på landets enhed i 1848, så hvorfor skulle det ikke kunne lykkes igen. Måske kunne en politisk løsning stadig findes, og hvis ikke, måtte de danske våben vise, hvad de kunne på slagmarken, gerne med hjælp fra de nordiske broderfolk og med støtte af den stolte danske flåde, der sandsynligvis ville være den tyske overlegen.

34 kommentarer

  1. Anonymous · · Svar

    God hjemmeside 🙂 Har fundet ud af ting, jeg ikke vidste om Treårskrigen :)<3

    1. Anonym · · Svar

      Hehe

      1. os mig

  2. Det er en rigtig dårlig hjemmeside!!! Puuuuhhaaa!

  3. Anonym · · Svar

    jeg er is kold

    1. os mig

  4. Anonym · · Svar

    hvem har skrevet dette?

  5. Anonym · · Svar

    hvem har skret dette artikel?

    jeg ville gerne bruge det til mit DHO, og derfor skal jeg bruge navn

    tak 🙂

  6. Lene Elmegaard Bladt · · Svar

    Artiklen er skrevet af Peter Brunbech. Du kan læse mere om sidens udgivere under punktet “Om 1864live”.

    Mvh. Lene Elmegaard Bladt

  7. Anonym · · Svar

    Hvornår er artiklen udgivet på denne side (ligeleeds med hensyn til en DHO opgave)

  8. Silas Stage · · Svar

    Jeg kan ikke finde årstal nogle steder på siden. Er der nogle der ved, hvornår artiklen er skrevet?
    Vil nemlig gerne bruge den til DHO

  9. Hvorfor var helstats-tanken blevet et problem for Danmark?

  10. Helstats tanken blev et problem for DK af mange årsager men en af de største var at DK ikke ønskede en helstat, med Holsten, da Holsten var medlem af det tyske forbund medførte det at tyskerne/preusserne kunne blande sig i DKs indre anliggender i forfatningsarbejdet i 1850`erne (som DK blev pålagt af stormagterne efter 3 årskrigen) det ønskede man ikke, tillige bestod Holsten kun hovedsageligt af tysksindede hvilket man ikke ønskede når man ville have en national stat. Håber det var svar nok 🙂

  11. Anonym · · Svar

    jeg er så fucking træt af at læse dumme kommentere

    og vi vandt helstaten fordi der kom en flyvende gris og slog tyskerne hjem

    ok
    blå
    dø i helvede

  12. Anonym · · Svar

    ps jeg hadere sorte mennesker

  13. jeg laver rapeface til små børn

    1. godt for dig

  14. jeg laver rapeface til døde børn yo

  15. Anonym · · Svar

    Jeg hedder John

  16. Anonym · · Svar

    Ok

  17. Anonym · · Svar

    Hej John

  18. Anonym · · Svar

    Jeg kan godt li diller

  19. hvem har lavet siden

  20. jeg tænker på pølse

    1. Os mig

      1. du gay

      2. Okay

    2. pik i numse

      1. hej xd

  21. NIGGA FAGGOT

  22. Sur lære · · Svar

    Så drenge, tilbage til arbejdet

    1. Sur lære · · Svar

      Fuck dig

  23. 1 2 3 4….. how many niggas are in my store

  24. I KNOW YOUR STEALING

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: